Super interessant post fra teamet bag Youtube, hvor de går i dybden med fordelene og ulemperne ved henholdsvis video via Flash og video via HTML5: Flash and the HTML5 video tag
Deres konklusion er, at HTML5 simpelthen ikke giver dem de muligheder som de har brug, så selvom de vil bruge det til at afspille video på enheder der ikke understøtter Flash Player, så vil Flash stadigvæk være deres primære værktøj til at afspille video.
Jeg er ofte ikke helt enig med FWA i de site som de tildeler en “Site of the day”, da jeg personligt synes at der lægges for lidt vægt på brugervenlighed.
Men, nogen gange rammer de helt plet, og en af de gange er så absolut Havana Mojito.
I den lille interaktive videofortælling tages man med til en bar på Cuba, hvor man blandt andet lærer at lave mojitos.
Og når selv jeg, som ikke selv drikker alkohol, pludselig får lyst til at begynde at mikse drinks, så må de have gjort et eller andet rigtigt!
Det har siden Flash Player 8 været muligt at vise video med alphakanaler, sådan så man eksempelvis kan lave greenscreen optagelser og efterfølgende skifte baggrunden ud med noget andet, direkte i Flash.
Noget der dog i den forbindelse ofte kan drille lidt, er at der kommer en halo (farvet ring) rundt om det der er fritlagt, og tit og ofte kan man være tilbøjelig til at tro, at det er fordi det ikke er blevet fritlagt ordentligt, men der kan være en anden grund!
Jeg er ikke super teknisk når det kommer til farvestyring, men når man eksporterer video med alpha fra After Effects, så er der forskellige måder at medtage alphakanalen og for at få de optimale resultater når videoen senere konverteres til flv, så er det vigtigt at alphakanalen eksporteres i “straight alpha mode”.
Er midt i et projekt hvor den ene setting har gjort forskellen på om materialet var ubrugeligt eller godt.
Man har de sidste mange versioner af Flash haft mulighed for at eksportere til video, men problemet har været at det ikke har fungeret ret godt, medmindre der var tale om helt simpel timeline animation.
I Flash CS3 er video-eksporteren heldigvis blevet væsentligt bedre, så den nu også tager højde for ActionScript og giver mulighed for at neste animation, så nu var det på tide med en lille, hurtig gennemgang af hvordan man gør.
Hvad skal vi eksportere?
For at have noget at eksportere, som tester de nye muligheder, så har jeg lavet en fla-fil med følgende:
- En stage på 1920×1080 - kan man have andet i disse HD-tider?
- En Pacman-figur der bevæges frem og tilbage via ActionScript, men som indeholder nestet timeline animation der åbner og lukker munden.
- En cirkel med en gradient, der har en nestet timeline animation som stiller på alphaen. Denne cirkel er så kopieret ud et antal gange og skaleret samt er blevet tintet for at ændre farven.
Fla-en indeholder absolut ingen hokus pokus, men for en god ordens skyld så kan den alligevel hentes her: video_export.fla
Eksport
For at eksportere til video, så skal man gå ind i File -> Export -> Export Movie
Her er det første man bliver præsenteret for valg af filformat.
Der er en del forskellige formater på listen, men hvis du ønsker adgang til den nye funktionalitet, så er det vigtigt at du vælger Quicktime (*.mov).
Når du har gjort det kommer følgende dialogboks:
Det nye er her primært, at man under “Stop exporting” kan vælge “After time elapsed”, hvilket gør at man kan bede om en eksport der har en bestemt længde, og i det tidsrum så optager Flash, billed for billed, en video.
Det fungerer rigtig godt, der er kun én ting man skal være opmærksom på:
Hvis din swf hakker når du tester animationen, så vil den eksporterede video komme til at hakke tilsvarende.
Med andre ord, så kan man ikke bruge det til at lave animation som kræver mere CPU, end at den maskine man sidder på kan afvikle det flydende.
Hvis man klikker på “Quicktime settings” (og det gør man), så kommer man hen til denne boks:
Og herfra man vælge præcis hvilken egenskaber filmen skal komprimeres med, noget som er meget afgørende for kvaliteten.
Man kan godt vælge at tweake meget på settings herinde for at få det bedste forhold mellem størrelse og kvalitet, men når vi arbejder med video, så gør vi altid det at vi eksporterer i bedst mulige kvalitet fra Flash.
Ved denne korte video har jeg valgt helt ukomprimeret, hvilket får det ene minuts video til at fylde 14,4GB.
Som oftest vælger jeg dog et format med noget komprimering, eksempelvis H.264 sat til “Optimal”, da filerne ellers bliver uhensigtsmæssigt store at arbejde med.
Pointen er dog, at vi aldrig forsøger at lave slutkomprimeringen i Flash, men blot at eksportere den flottest mulige video, der dermed bliver en slags råfilm, som man efterfølgende kan arbejde videre med.
Slutkomprimering
Til den sidste del af komprimeringen findes der et utal af program man kan bruge, selv plejer jeg at bruge Sorenson Squeeze, da det passer godt til mit workflow.
Der er en række standard presets af komprimeringer at vælge imellem, ligesom man kan lave sine egne, og har man brug for at croppe videoens størrelse eller længde kan det gøres med det samme.
Her et screenshot (klik for stor version) hvor jeg laver en flv, mp4 i høj kvalitet med H.264 og en version til iPod i et hug - ligesom at man naturligvis kan tune kvaliteten inden for det samme format hvis man har lyst til det:
Slutresultat
Naturligvis skal det meget smukke slutresultat uploades til en online videotjeneste, så det har jeg også gjort:
Først kom Google Streetview, med 360 graders billeder af veje og byer, men nu har Immersive Media Streaming fundet en måde at lave 360 graders video på.
Det er egentlig ikke fordi at det er så højteknologisk igen, en masse forskellige videofeeds som opfører sig som et, men det er lavet rigtig godt og smidigt:
Fra man er cirka 20 sekunder inde i videoen kan man holde musen nede og ændre perspektivet helt som man lyster, ikke dårligt!
At video i øjeblikket er en af de største drivere for udviklingen på internettet kan der ikke herske nogen tvivl om, og nu kommer der snart endnu et bud på hvad det kan være i form af Seesmic og deres videosamtaler.
Basalt set så er der tale om en samtale bygget op af en række små, enkeltstående videoklip.
Eksempelvis kunne jeg optage en stump video med mig selv hvor jeg filosoferede over om Ny Alliance kommer ind til næste valg, hvorefter en anden bruger så kunne komme med et videosvar hvor han sagde at det ikke ville ske så længe Naser Khader står ved rodet og sådan kunne det så blive ved.
Samtalerne kan også være private, så de kun kan ses af en eller flere bestemte personer, så man kan også bruge dem til at sladre, planlægge den næste store fest, eller ja, alt det som man nu kan finde på at snakke om.
Konceptet har helt sikkert potentiale, allerede her i den lukkede pre-alpha release bliver der lavet mere end 1000 offentlige videoklip om dagen, hvor mange private kan jeg ikke lure tal for. Personligt synes jeg at video på den måde kommer lidt for tæt på min intimitetsgrænse, man skal jo både have ryddet op og været i bad for at føre en samtale
Men nej, spøg til side, tror ikke det er et sted hvor jeg selv kommer til at lægge videoer ind, men derfor kunne jeg sagtens finde på at følge end interessant samtale, det er jo altid noget andet at høre tingene sagt end at se dem skrevet.
Seesmic er lavet 100% i Flash (eller Flex, svært at afgøre) og alene det gør det et besøg værd, men det er som tidligere skrevet i lukket pre-alpha, så det kan være svært at få et ordentligt kig på det, så derfor kommer her lige et par screenshots:
Der har de sidste dage væres meget snak om Adobe Media Player som blev annonceret for et par dage siden, og nu er der også kommet en lille video demo af den på nettet som du kan se herunder:
Man må sige at der er tale om et stor skridt på vejen i retning af at gøre flv-video til et “rigtigt” video-format, og selve Media Playeren ser da også rigtigt interessant ud.
En af de ting som den dog også tilføjer til flv-formatet er DRM (Digital Rights Management), og hvorvidt det er en særlig god ide er der delte meninger om, men man kan jo bare lade være med at bruge det.
Lille video med en af de personer der er med til at udvikle, eller i hans tilfælde snarere teste, Apollo hos Adobe.
Hvis du stadigvæk er lidt i tvivl om hvad Apollo er og kan, og hvad potentialet i det er, så se denne video: Christian Cantrell Showing some Apollo Apps
I videoen viser Christan blandt andet en applikation der tager dine vcards (virtuelle visitkort med kontaktinformation), parser dem og efterfølgende viser hvor vedkommende bor på Google Maps.
Og, applikationen kan rent faktisk gemme en bid af kortet lokalt som png, sådan så man ikke er afhængig af at være online.
Endnu engang, jo mere jeg ser og hører om Apollo, jo mere imponeret bliver jeg!
Det kan vise at blive næste års vigtigste nye softwarelaunch.
Endnu et i rækken af superfede sites der udnyttet mulighederne ved at bruge video i Flash, og i dette tilfælde kommer man helt tæt på en mands kropsbehåring.