Ekstra Bladets nye design - genialt eller katastrofalt?

Kategori: Diverse | Kommentarer (11)
Gemt: 2009-03-6 16:11


Som mange sikkert har bemærket, så fik Ekstra Bladet i går nyt design, og særligt forsiden er der sket en hel masse med.

Det nye design har i den grad fået folk op at stolene og har fået meget kritik med på vejen, se eksempelvis alle kommentarerne på denne artikel:
ekstrabladet.dk. - før og NU!
Men, før jeg selv giver mit besyv med, så synes jeg lige at vi skal starte med en lidt historik.

Historien fra det kolde Nord

Tilbage i juni 2008, nærmere betragt d. 12. juni kl. 16, gik nordmanden Torry Pedersen (koncernchef og chefredaktør for Norges største avis Verdens Gang) på scenen til Mediernes Internetpris for at holde en præsentation med titlen: “Hvordan skaber man en succesfuld netavis”.

Udgangspunktet for præsentationen var naturligt nok vg.no og hovedkonklusionen var, at hurtige og “grimme” nyheder var det som brugerne ville have.
Problemet med præsentationen var, efter min mening, at der var meget få tal til at underbygge det der blev sagt, her tænker jeg især på tal som kunne adskille effekten af webdesignet kontra det at være først med de store nyheder. Grunden til at det er vigtigt at få afklaret er det faktum, at godt design ikke kan redde dårligt indhold, men at godt indhold godt kan redde dårligt design - det gamle mantra “content is king” passer i allerhøjeste grad stadigvæk.
Med andre ord, så bød præsentationen ikke på noget svar på, hvorvidt det var den enormt høje opdateringsfrekvens, med et stort fokus på at være først med alle nyheder, eller om det var det “grimme” webdesign der var den væsentligste årsag til successen.

Hvorvidt det var denne præsentation eller der har været andre årsager skal jeg ikke kunne sige, men pr. 1/12 2008 ansatte Ekstra Bladet Geir Terje Ruud, der kommer fra netop VG, som ledende redaktør af ekstrabladet.dk, og det er derfor oplagt at formode, at det er ham som har været primus motor af det nye design.

Men, nok historie, tilbage til det nye design.

Designet

Først er det vigtigt at starte med en præmis, og den er at design og indhold skal passe sammen.
For Ekstra Bladet betyder det, at det hurtige, skarpe og nogen gange lidt billige indhold, naturligvis ikke skal pakkes ind i et design som ligner et eksklusivt mode-magasin og ej heller et design som afspejler stor dybde og seriøsitet.
Hvis det er den eneste præmis man kigger på, så kan man på nogen punkter godt forsvare det nye design, for meget billigere bliver det ikke - der er tale om et rent kuponkatalog.

Men det betyder så også at det automatisk får nogle andre af kuponkatalogets kvaliteter, eller mangel på samme, nemlig et udtryk som signaler useriøsitet, dårlig kvalitet og andre ikke særligt flatterende begreber.
Spørgsmålet er så, har Ekstra Bladet et ønske om at være SÅ billigt? Mit bud er, trods alt, nej.

Det var så den overordnede strategi bag designet på hele image- og branding-siden, det næste spørgsmål der er værd at stille er så:
Hvad er den aller vigtigste funktion for en forside på en netavis?

Det korte svar er, at den skal skabe et hurtigt overblik over de vigtigste nyheder, og hvis der er et punkt hvor det nye design i den grad fejler, så er det lige netop her.
Første gange jeg kom ind på den nye side var jeg ved at gå i panik, for jeg troede simpelthen at jeg var ved at få et epileptisk anfald, så rodet er det første indtryk.
Og jo længere man scroller ned på siden, jo være bliver det.

Intet holder kant, intet holder margin, linier der ikke er høje nok til at hele bogstavet kan være der, nogen tekster skifter farve ved mouseover - andre gør ikke, skriftstørrelser der hele tiden ændrer sig….
….og sådan kan man blive ved.
Det eneste positive på den front med det nye design, er at man generelt bruger større billeder end tidligere, men det kan hverken forsvare eller undskylde at alt andet er virkelig, virkelig skidt.

Reload

En anden ting jeg har lagt mærke til er, at siden nu automatisk står og refresher engang imellem (måske hvert 5. minut, har ikke målt det præcist), hvilket jo i teorien lyder meget smart, for hvis man har siden åben i sin browser, så vil den jo altid have de seneste nyheder.

Men, det betyder så til gengæld også, at er man scrollet ned på siden, tabber væk fra den og kigger på den igen nogle minutter efter, så kan skærmbilledet pludselig være et helt andet end det man forlod.

Og, hvad gør man i forhold til annoncører og statistik?
Man kan jo næppe tillade sig, f.eks. på FDIMs topliste, at tælle sådan et auto-refresh med som en ny sidevisning, og skal annoncørerne også betale for ny visning af reklamerne, selvom der måske slet ikke sidder nogen foran skærmen?

Det kan sagtens være at der er styr på begge disse ting, har ikke forhørt mig hos nogen, men det er i hvert fald noget man skal være opmærksom på.

Styrkeprøven

Men, når alt er sagt, så må Ekstra Bladets nye design siges at være det ultimative showdown for “den norske model”.
De har nemlig i høj grad allerede praktiseret at have mange små og hyppige opdateringer, så medmindre de ændrer væsentligt på den front, så bør man rent faktisk kunne måle den præcise effekt af det nye design.

Jeg kan så kun tro, håbe og bede for, at tallene viser det samme som mine øjne og al logik fortæller mig, nemlig at der er tale om noget makværk - time will tell.

Screenshots

Tingene kan jo ændre sig, så som reference er her et par screenshots fra i dag:
Screenshot af Ekstra Bladets forside (uden reklamer)
Screenshot af Verdens Gang forside (uden reklamer)


Top 2 over fromme ønsker for 2009

Kategori: Diverse | Kommentarer (3)
Gemt: 2008-12-17 15:07


Bloggen har været usædvanligt stille på det seneste, blandt andet på grund af travlhed, men også fordi min tommelfinger for nylig røg ud af led og derfor er i gips, hvilket også har lagt sin dæmper på skrivelysten.

Men men, det manglende skriveri har så givet desto mere tid til at tænke over de store og de vigtige ting her i livet, og det har fået mig til at lave en top 2 over mine fromme ønsker for Flash-sites i 2009.

Nr. 2: Ikke flere introsider med popups!
Du kender det godt, man kommer ind på et site som bare er en enkelt side med to flag med hvert sit sprog, og når man klikker på et af dem, så åbner det egentlige site i et nyt vindue oven på det andet - og det er simpelthen unødvendigt og ekstremt irriterende.

Hvis nogen kan nævne mig én, bare én eneste god grund til at gøre det på den måde, så skal jeg nok fjerne det fra listen, men indtil andet er er bevist, så er det et no-go.

Nr. 1: Ikke flere window resizes
Noget om muligt endnu mere belastende er, når man kommer over på et site, og det første det site gør er at ændre størrelsen på det browservindue man har åbent, for at tilpasse det til indholdet på site - og det er en helt bagvendt måde at gøre det på!

For det første er det super irriterende, jeg har stillet mit browservindue til at have lige præcis den størrelse som jeg er glad for, og for det andet er det et tegn på dovenskab fra udviklerens side.
I stedet for at tilpasse indholdet til brugeren, så springer man over hvor gærdet er lavet og tilpasser brugeren til indholdet - igen, et absolut no-go.

Hvorfor?
Nu spørger du måske dig selv hvorfor jeg nævner disse to ting på en blog om Flash?
Svaret er simpelt, fordi det 9 ud af 10 gange er Flash-sites som laver ovenstående unoder.

Heldigvis går trenden i den rigtige retning, men det kan også kun gå for langsomt, ville være dejligt om The Favourite Website Awards simpelthen lavede en regel som diskvalificerede sites, der gør det på den måde.

Hvad er dine fromme ønsker for 2009?


19 ting du skal holde dig fra når du laver et website

Kategori: Diverse | Kommentarer (5)
Gemt: 2007-04-4 12:27


Som optakt til påsken er her lidt at tænke over til næste gang du skal lave et website:
19 Things NOT To Do When Building a Website

Mange af tingene på listen ved både du og jeg jo naturligvis godt, men det er jo altid rart at se når andre er kommet frem til samme konklusion, og problem nr. 1 og 2 synes jeg stadig at man oplever på forbavsende mange sites.

Listen er lavet med henblik på folk som ønsker at tjene penge på deres website, men med nogle få undtagelserne passer den på alle projekter:

4. Hvis dit website er lavet 100% i Flash, så fyr dem der har lavet den!
For e-commerce sites er jeg næsten helt enig, men overfører man det til sites hvor oplevelsen, og det budskab der formidles gennem oplevelsen, er det vigtigste, så kan rene Flash-sites være helt på sin plads.

13. Hvis man er nød til at bruge en søgemaskine for at finde det indhold man leder efter, så fyr ham der lavede navigationen!
Alt indhold skal naturligvis kunne findes nemt og enkelt via navigationen på sitet, men når det er sagt, så er det faktisk et kritisk element at have en god, indbygget søgemaskine på sites med meget information.

Nå ja, og som en sidste ting, rigtig god påske!


Tags:

Terrorøvelse i København - Nu også på nettet

Kategori: Diverse | Kommentarer (1)
Gemt: 2007-03-21 14:15


Politi - TerrorøvelseDer afholdes lige netop nu en stor terrorøvelse på Østerbro, hvor scenariet er at en bus er blevet sprængt i luften.

Som noget helt nyt inddrages internettet og det at give information til borgerne også i øvelsen, og det synes jeg er en rigtig positiv ting. Statistikken er jo tydelig op området, sker der noget alvorligt, så hopper folk straks på nettet for at finde mere information, og derfor er det ekstremt vigtigt at der er korrekt og lettilgængelig information fra myndighederne.

Da det nu er en øvelse, så må det være på sin plads at komme med forbedringsforslag, og på netdelen er der rigtig meget der kan forbedres!

Terrorøvelse - ThumbWebsitet

Du kan finde link og password til websitet i denne pressemeddelelse fra politiet:
Terrorøvelse i København den 21. marts 2007

Alternativt kan du klikke på screenshottet til højre for at se det i en stor udgave.

Brugervenlighed
Det første der slår mig når jeg ser på siden er at den mangler fokus og prioritering.

De første fire “felter” på sitet består af et våbenskjold, et billede af et fingeraftryk og en dropdown-menu som blandt andet indeholder punkterne “skal bruge din straffeattest” og “skal bruge en tilladelse”.

Er det virkelig de ting der skal være højest prioriterede på en katastrofehjemmeside?

Det første konkrete og nyttige indhold der kommer er feltet med overskriften “Sidste nyt vedr. terrorhandlingen”, men det burde være det allerførste der mødte en på siden, og endda meget gerne med en mere markant overskrift og 5 linier der opsummerede situationen lige nu.

Og hvad med at få hevet telefonnumre til de relevante myndigheder helt frem på forsiden med tydelige overskrifter og en linies information om i hvilke tilfælde det er relevant at ringe til hvem.

Skåret ind til benet bør man:

  • Prioritere informationen bedre
  • Fjerne al unødig grafik
  • Have tydeligere overskrifter
  • Have tydeligere markering af hvad der er links

Yderligere funktioner
Udover problemerne med brugervenligheden er der også nogle funktioner jeg savner:

  • Mulighed for at se al informationen på andre sprog, som minimum på engelsk. Der findes jo store befolkningsgrupper i landet som desværre ikke kan læse dansk.
  • RSS-feed så man kan undgå at reloade siden hvert minut, og dermed belaste serveren unødigt. (Eventuelt også mulighed for at tilmelde sig et katastrofe-nyhedsbrev)
  • Listning af de sidste artikler som større danske medier har skrevet om ulykken

Når alt det her så er sagt, så synes jeg det er rigtig dejligt at myndighederne har fået øjnene op for hvor vigtig en rolle internettet kan spille, når det drejer sig om at sikre bedst mulig information til borgerne.
Og da der jo er tale om en øvelse, så er der jo al mulig grund til at tro at de får rettet de får fikset de værste problemer inden uheldet er ude.


Brugerundersøgelser - Pas på hvad du gør!

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2007-03-15 16:03


Brugerundersøgelser er ved at blive en mere og mere populær bestanddel af det arsenal som bruges til at optimere hjemmesider med, og det med god grund! Brugerundersøgelser kan, når de laves korrekt, bidrage med værdifuld viden om de brugere der besøger sitet.

Men, og der er et men! Der findes et utal af virksomheder som mener at de, fordi de er i stand til rent teknisk at lave en spørgeskemaundersøgelse, pludselig kan betegne sig selv som analyseinstitut og gennemføre komplette brugerundersøgelser. Teknikken er jo det svære, hvem som helst kan skrive nogle spørgsmål og lægge tallene sammen i fine kolonner når undersøgelsen er gennemført. Eller kan de? Mit klare svar er nej!

Da jeg har en fortid på et analyseinstitut og siger derfor altid “Ja tak!” når der dukker en popup op med et spørgeskema, og det er decideret skræmmende hvad man kan støde på, og det endda på websites som ellers i øvrigt er særdeles troværdige og professionelle.

Klassikeren: Hvad skal der til…
Et spørgsmål som er med i mange af undersøgelserne er et spørgsmål i stil med: “Hvad skal der til for at du vil bruge site X mere?”, og til spørgsmålet er der så for eksempel disse svarmuligheder:

  1. Bedre artikler og historier
  2. Mere aktuelt og opdateret indhold
  3. Bedre navigation og overblik
  4. Mere enkelt design
  5. Færre eller mindre forstyrrende reklamer

På overfladen måske nogle udmærkede svarmulighederne, men analyserer man dem lidt, så står det ikke så godt.

Lad os starte med svarmulighed 1: Bedre artikler og historier.
Umiddelbart kan brugeren godt tænke: “Indholdet på sitet er for dårligt” og så krydse denne mulighed af, men når man sidder og analyserer tallene bagefter, hvad kan man så bruge svaret til? Allerhøjst en indikation af hvordan tingene står til, men uden ledetråde til hvordan man kan gøre dem bedre.

Svarmulighed 2: Mere aktuelt og opdateret indhold
Bingo, god svarmulighed! Brugeren kan krydse af og dermed indikere at sitet opdateres for sjældent, og ejeren af sitet ved præcis hvordan han løser problemet (hvis der er mange brugere der giver udtryk for at det er et problem), nemlig ved at opdatere sitet tiere.

Svarmulighed 3: Bedre navigation og overblik
En fundamental forudsætning for at en bruger kan svare på et spørgsmål er, at vedkommende ved hvad der spørges om.
Ved en gennemsnitlig bruger hvad navigation er? Og, hvis han gør, ved han så hvornår han synes den er god eller dårlig?
Jeg tillader mig at tvivle.

Svarmulighed 4: Mere enkelt design
Her beder man brugeren om både at tilkendegive en utilfredshed med noget (designet) og samtidig komme med et løsningsforslag (mere enkelt), og det er ikke holdbart. Igen er der det med om brugeren ved hvad der spørges om: Hvad er design? Og hvorfra skulle brugeren kunne vide om enkelhed vil gøre designet bedre?

Svarmulighed 5: Færre eller mindre forstyrrende reklamer
Hvilken bruger ved sin fulde fornuft vil ikke svare ja til det? Færre reklamer gør da alle websites bedre!

Og det helt håbløse
Ovenstående svarmuligheder er sakset direkte fra en undersøgelse der kører rundt omkring i øjeblikket, og som afsluttes med følgende spørgsmål:
Hvilke digitale ændringer og tiltag skal der efter din mening til for at gøre dine arbejdsprocesser nemmere i hverdagen?

Hvilke svar regner man lige med at få på det? Måske noget i stil med: “I forbindelse med håndteringen af passwords på diverse websites mangler jeg en mulighed for at koble disse sammen med min digitale signatur, uagtet op det pågældende site understøtter digitale signaturer eller ej, det ville gøre min digitale hverdag nemmere.”

Nej vel?!

Hvad skal man gøre
Ja, det er jo det svære spørgsmål.
Hvis ikke man har beskæftiget sig lidt med spørgeskemaundersøgelser, så kan det jo være svært at gennemskue hvornår noget er godt og hvornår noget er skidt.

Den bedste indikation får man nok ved at spørge lidt til deres baggrund, hvad der gør dem i stand til at gennemføre sådan en undersøgelse. Og her tænker jeg ikke på cases, dem har alle i orden, men om de derimod for eksempel har arbejdet ved et af de store analyseinstitutter (ACNielsen AIM, Gallup, Wilstrup eller lign.), eller om de har en relevant uddannelse.

I sidste ende gives der ingen garantier, men gå dem på krogen og lad dig endelig ikke forblænde af et teknisk godt system eller en masse tidligere cases. Starter din bullshit-alarm, så er der sikkert noget om det!


Redesign af Jubii navigation

Kategori: Egne projekter | Kommentarer (8)
Gemt: 2007-03-1 10:43


Et af de store projekter vi har knoklet med det seneste stykke tid er et redesign og en videreudvkling af hovednavigationen på Jubii, nemlig vores tabs i toppen.

De primære problemstillinger med den nuværende tab har været:

  • Grafisk dominerende, hvilket gør det svært at bruge den på sites der adskiller sig meget fra det almindelige design på Jubii
  • Høj, hvilket skubber hovedindholdet længere ned på siden.

For at løse problemet med pladsen, og samtidig give brugerne præcis de samme muligheder som de har i dag, har vi gjort tabben dynamisk. Det betyder at undernavigationen ved de forskellige tabs først vises ved klik på tabben, samt at mulighederne ved søgefeltet også først vises når man klikker i det.

Du kan se den gamle og den nye tab ved siden af hinanden her:
Jubii navigation - gammel tab vs ny tab
(klik for at se den i fuld størrelse)

Vi valgte at lave den nye version i Flash fremfor javascript at forskellige årsager, men de to vigtigste er, at det med Flash-versionen er ekstremt nemt at eksperimentere med at ændre den måde man interagerer med tabben på.
Det andet vigtige argument er størrelsen, da den samlede vægt på toppen er endt på kun at være 12,5 kb, og det vel og mærke for en version der virker og ser ens ud i samtlige browsere.

I øjeblikket kan den nye top opleves live på Jubii Kig Ind og Jubii Job.
Her kører den som en test, og så vil det efterfølgende blive besluttet om den skal rulles ud på resten af Jubii.

Vi tager hjertens gerne imod input, så har du ris/ros til toppen, så smid endelig en kommentar.


En ny måde at scrolle på

Kategori: Diverse | Kommentarer (5)
Gemt: 2007-02-12 14:53


Alting kan gøres på mange forskellige måder, og hvilken måde der er den bedste afhænger rent af den kontekst den er i.
En af de ting som der efterhånden er givet uendeligt mange bud på er det at scrolle vertikalt på en side eller i et dokument, nogle bedre end andre.

Det sidste bud på en scroller som jeg er stødt på kan ses på denne testside:
http://bl06g.emehmedovic.com/

For at scrolle skal man blot holde museknappen nede et ikke-klikbart sted, hvorefter der dukker et nyt interface op. Herefter bevæger man bare musen op og ned, så følger siden med.

Det jeg er vild med ved denne scroller er at man kan scrolle hurtigt igennem et helt dokument og hele tiden har et godt overblik over hvor man er henne, og modsat den almindelige scrollbar i højre side skal man ikke bevæge musen ret langt for at få adgang til funktionen.

Når det så er sagt, så skal man altid have en god grund til at afvige fra de etablerede navigationsstandarder, da man ellers hurtigt kan tabe brugerne på gulvet, men cool, det er den!


Opdater statusbar på mouseOver - ligesom almindelige links

Kategori: Tips og tricks | Kommentarer (0)
Gemt: 2006-10-12 17:10


Optimal brugervenlighed er som oftest lig med er ensbetydende med, at brugeren skal kunne forudsige hvad der sker, når der for eksempel trykkes på et link.

Ved almindelige html-links opdaterer browseren automatisk statusbaren (den lille grå bjælke for neden) til at vise url’en for der hvor man er på vej hen, når man holder musen over det.

Holder du derimod musen over en knap i Flash med en getURL kommando, så sker der ingenting, men det er der en løsning på.

Læs resten af dette indlæg


NikeStore - Nike viser endnu engang Flash-muskler!

Kategori: Cool | Kommentarer (2)
Gemt: 2006-09-14 12:43


Hvis man ser rundt på nettet i dag, og forsøger at finde det firma som igen og igen går længst for at lave de lækreste websites, så er den ukronede konge lige p.t. Nike.

Nu har de relanceret deres online shop, og denne gang er den lavet 100% i Flash!

Læs resten af dette indlæg


Fredagsquiz: Kan du tillade at kalde dig selv en designer?

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2006-06-30 13:24


Det er jo fredag, så derfor syntes jeg at et delvist underholdende og delvist seriøst element var på sin plads.
Og, det må man sige at denne quiz er.

Læs resten af dette indlæg