Shared Library - Spar på pladsen

Kategori: Tips og tricks | Kommentarer (0)
Gemt: 2007-01-16 16:53


De fleste kender Shared Objects, Flash’s version af cookies, men de færreste kender Shared Libraries og det er en skam!

Ved at bruge et Shared Library er der nemlig mulighed for at spare rigtigt mange kilobyte på større projekter, kilobyte der vil give brugeren en bedre oplevelse og kunden en besparelse på båndbredden.

Jeg vil ikke beskrive hvordan man laver og bruger et Shared Library, for det har Kirupa allerede gjort:
Using the Shared Library

I stedet vil jeg komme med et eksempel på hvornår det kan være ekstra nyttigt at bruge.

Spil
Spil indeholder ofte store mængder grafik og lyd, som alle genbruges i større eller mindre udstrækning, så det er et sted hvor man næsten altid vil have en gevinst ved at bruge Shared Library.

Hvis man for eksempel har et spil bestående af flere baner, så går mange af elementerne typisk igen, det eneste der ændrer sig er måske baggrunden og elementernes placering.

Ved at flytte disse elementer ud i et Shared Library, så loades de kun én gang, nemlig på level 1, og på de resterende baner genbruges de.
På den måde har man måske et library på 1000 kb, mens hver enkelt bane kun fylder 50 kb.

Samme fordele kan man jo naturligvis opnå ved at give hvert element sin egen Flash fil og loade dem dynamisk via loadMovie, men det betyder så også at man skal placere elementer via ActionScript.

Bruger man i stedet Shared Library, så kan man stadig bruge Flash som en slags level editor, så man hele tiden har et godt overblik over banen.

Ikke altid
Shared libraries er som alt andet ikke et vidundermiddel der bør bruges hele tiden, men derimod et super nyttigt værktøj når det bruges rigtigt.

Eksempelvis er shared libraries sjældent gode hvis det man ønsker at dele er komplekse, individuelle movieklip. Her kan det være en fordel at eksportere movieclippet som swf og loade det via loadMovie i stedet.