Lad os droppe ordet “fri” når det ikke passer!

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2010-08-31 10:36


I går hjalp jeg en veninde, der ikke kunne forstå at hendes internetforbindelse var blevet lukket, når nu den var med fri trafik.
Fri trafik viste sig i virkeligheden at være 20GB pr. måned.

Senere på aftenen så jeg en tv-reklame for Kokken og Jomfruen, i den var der et tilbud med en menu inkl. fri vin.
Her betød fri vin 1 flaske pr. kuvert.

I begge tilfælde er der tale om grænser som det er meget realistisk at støde på for en gennemsnitlig person, hvilket er til stor gene for personen - og i sidste ende også firmaet, da enhver som rammer disse grænser vil stå tilbage med en dårlig smag i munden.
Min veninde havde for eksempel ganske svært ved at forklare sin 2 årige datter hvorfor hun ikke kunne se mere Bamse og Kylling den måned.

Så, skal vi, som folk der beskæftiger os professionelt med markedsføring, ikke blive enige om at vi hver især gør en ihærdig indsats for at minimere brugen af ordet fri? :-)


Kan du stå inde for dine kunder?

Kategori: Diverse | Kommentarer (7)
Gemt: 2007-06-18 15:06


En af de bedste ting ved at være selvstændig er at man selv kan bestemme hvad man vil lave og hvem man vil lave det til.
Ja ja, biksen skal naturligvis køre rundt, men er det en undskyldning for at sælge sig selv til djævlen?

For at komme med et konkret eksempel, så skulle jeg i mit gamle arbejde lave noget markedsføringsmateriale for en udbyder af hurtige lån, du ved, de der “lån 200.000 på kun et kvarter” firmaer, og det brød jeg mig ikke om!

Den slags firmaer lever hovedsageligt af folks uvidenhed, af at narre “svage sjæle” til ikke at gå ned i banken og låne pengene til en fornuftig rente, men til at vælge den nemme vej ud, en vej der for nogen kan ende i finiansiel ruin, hvilket fører en lang række andre problemer med sig.
Alt i alt, så følte jeg ikke at jeg kunne stå inde for det firma og deres produkt, og derfor gav det mig en dårlig smag i munden at lave reklame for det.

Nemme lån ligger måske lige på kanten, men hvad med et tobaksfirma?
Alkoholsodavand specifikt rettet mod børn?
Morgenmadsprodukter stopfyldt med sukker?

Ja, der findes mange eksempler, og prøv at forestille dig hvad der ville ske hvis alle de folk som stod for markedsføringen sagde nej tak, så ville der ikke blive reklameret for de produkter, og dermed ville de lide den sikre død.

Så, næste gang du skal lave noget for nogen, så tænk for dig selv: Kan jeg stå inde for det her?

NB: Dette indlæg er inspireret af Seth Godin og et indlæg som han lavede for et stykke tid siden: Responsibility


Et rigtig godt eksempel på rigtig dårlig brug af Flash!

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2006-12-4 13:46


IAB, den internationale brancheforening for annoncering på internettet, har netop lanceret et nyt Flash site, der skal være med til at give annoncørerne et indblik i de forskellige former for digital markedsføring, naturligvis i håbet om at de fremover ville bruge flere penge på den del af deres markedsføring.

Men, hold kæft hvor er det ringe!

Sitet består af en “lækker” skal, med nydelig grafik og knapper der animerer, fantastisk!
Hvad der er mindre fantastisk er det det hele drejer sig om, nemlig indholdet. For samtlige menupunkter man klikker på, er det eneste der kommer frem et forholdsvis lille tekstfelt, hvor teksten så ændrer sig alt efter hvad man har klikket på.
Jeg skal erkende at jeg ikke ved om det der står er interessant, for det ser så kedeligt ud så jeg ikke har givet mig i kast med at læse det.
Hvor er billederne? Lyden? Videoen? De gode cases? Ja, hvor er alt de elementer som kan drage fordel af at blive vist i Flash?

Det her site burde være lavet i almindelig html, så havde fokus stadigvæk været på indholdet fremfor alle de unødigt flashy overgange.

Det er en ommer’ IAB, og meget skuffende at en brancheorganisation kan gøre det så dårligt, og særligt i en situation hvor de rent faktisk forsøger at fortælle om fordelene ved internettet, men i stedet leverer en solid case med mange af de ting som man ikke bør gøre:
iNTERACTIVE ADVERTISING - Media More Engaging


Det Smukkeste Ord - Salgskynisme når det er bedst

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2006-06-20 13:14


Du har et højt betalt og meget velrespekteret job i reklamebranchen som du gerne vil af med, og hvordan kommer du så nemmest det? Jo, du skriver en offentlig artikel hvor du med navnsnævnelse fortæller hvordan du har solgt din sjæl.

Læs resten af dette indlæg