Silverlight 2.0 - Nu også med DeepZoom?!

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2008-03-6 15:25


Ved keynoten på Microsoft’s MIX konference blev der i går, traditionen tro, løftet sløret for en række nye tiltag fra Microsoft, og et af disse var Silverlight 2.0 Beta 1.

Jeg skal ærligt sige at jeg endnu ikke i detaljer har været inde og læse hvad der er af nyt i Silverlight 2.0, så udover den lovede mulighed for indbyggede input-felter (som jo ikke var en del af 1.1!), så har jeg endnu ikke et overblik over præcis hvad den kan eller ikke kan.

HardRock DeepZoomDet som jeg synes er det sjove, er at de brugte et nyt HardRock Memorabilia som det helt store og lækre eksempel på mulighederne i Silverlight 2.0.
Det der er den unikke funktion på sitet er den såkaldte DeepZoom, hvor man kan zoome trinløst ind på et billede - eller, det vil så sige, det er faktisk ikke engang trinløst, men i foruddefiberede zoom-niveauer og der opstår ofte load-pauser når den så skal loade den detaljerede version, fuldt ud på linie med det man er van til når man zoomer ind på satelitbillederne på Google Maps.

Og, så er det jeg spørger mig selv: Hvad er det fantastiske lige i det?
Funktionen er absolut god og fin, men at fremhæve den som det store nye på en MIX konference, det forstår jeg simpelthen ikke?

Men hey, kunne jo være at Microsoft bare var bange for at vise noget som var for fantastisk, det blev jo vist for de samme udviklere som nærmest var ved at dåne over muligheden for dynamisk at tegne en firkant med en gradient da version 1.0 blev vist frem, og set i det lys, så er DeepZoom jo så absolut imponerende ;-)

Du kan selv se sitet her:
HardRock Memorabilia

En anden ting der også blev nævnt er, at Silverlight fremover også vil findes i en mobilversion, som i første omgang vil være at finde på Nokia N95, men inden for kort tid også til mange andre telefoner.
Den nyhed synes jeg faktisk er mere interessant, for den falder dagen efter, at Steve Jobs udtalte at der ikke vil komme en Flash Player til iPhone, da den ganske enkelt er for ressourcekrævende.
Hvis Silverlight ender med at vinde det kapløb, så kan det godt ende med at få en stor betydning for om det er den eller Flash der bliver defacto-standarden på mobilen.

I øvrigt kan du finde et længere sammendrag med stikord fra MIX keynoten her:
Microsoft MIX keynote one, live from Las Vegas