Bannersretningslinier fra FDIM - sikke noget makværk!

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2011-02-28 14:46


FDIM har, i samarbejde med førende danske online medier og mediebureaer for nylig opdateret deres gennerelle retningslinier vedr. bannerannoncering.

Sjældent har jeg set et større makværk, og når man tænker på hvor vigtigt sådan et dokument kunne være for den danske online markedsføring (FDIMs medlemmer tæller blandt andet Ekstra Bladet, Politiken, TV 2 og Msn), så er jeg på samme tid både vred og skuffet.

Hvorfor? Det kan du se herunder…

Amatøragtigt layout
Normalt er layoutet for sådan en rapport temmelig ligegyldigt, det er indholdet der tæller, men i dette tilfælde er det i sig selv så amatøragtigt, at det må være en klar indikation af hvor lang tid der er blevet brugt på at lave retningslinierne.

Nogle få eksempler:

  • Utal af linier med kun 2-3 ord på, sandsynligvis fordi man har copy/pastet fra et andet dokument uden at rette linieskift.
  • Spring mellem engelsk og dansk.
  • ActionScript-kode som bare er copy/pastet og og derfor meget uoverskuelig.

Alt i alt vidner opsætningen om nogle retningslinier, der enten er hastet igennem eller bare prioriteret enormt lavt.

Regler der ikke giver mening
Her blot et par eksempler fra retningslinierne:
Bannere uden video og uden brug af ActionScript 3, må kun køre 18 frames pr. sekund, mens bannere med video og/eller ActionScript må køre 25 frames pr. sekund.
Og så er det jeg spørger mig selv: Hvorfor er der forskel?
Bannere der kører 25 fps bruger mere CPU, men det gælder både for AS2 og AS3, og tilsvarende ser både AS2 og AS3 bannere hakkende ud når de kører med 18 fps.

Et andet sted står der at “hentning af filer, som er større end tilladt filstørrelse, er kun tilladt ved mouseover eller klik”, et andet sted står der “video i bannere må max. fylde 500 kb ved load af banneret”.
Igen må jeg spørge: Hvorfor er der forskel?
Om det er grafik, lyd, video eller noget fjerde der loades, så er forbruget af båndbredde pr. KB det samme.

CPU forbrug
Noget der bliver lagt meget mere vægt på i de nye retningslinier er cpu-forbruget, og det er med god grund, for bruger et banner for meget CPU, så kan det få hele computeren til at føles langsom og, i værste fald, få den til at crashe. (NB: I denne sektion omtales Flash som “Macromedias Flash-player)

Der står derfor i retningslinierne, at medierne altid har lov til at afvise bannere, der bruger for meget CPU, og det er en rigtig god ting, men hvad er for meget?
Problemet med CPU er at man altid omtaler det i procent, men det varierer voldsomt i forhold til om man ser banneret på en ny stationær, en gammel bærbar eller måske endda en mobiltelefon.
Så, hvor meget er for meget?

Hvis kampen mod CPU virkelig skal batte noget og være til at administrere, både for udviklere og medier, så er der brug for en benchmark, en fælles standard som alle måler CPU forbruget i forhold til.

Et bud på det kunne være at alle brugte AdValidation (eller noget tilsvarende), som udover at teste forskellige andre ting i banneret også måler cpu-forbruget.
Dermed har alle mulighed for at teste på den samme maskine, og så kan man nemt sætte en fast og målbar grænse for hvornår for meget er for meget.

Under sektionen om CPU er der flere råd, heraf også flere gode, til hvordan man kan minimere forbruget af CPU’et, men et af rådene er også: Brug vektor-grafik i stedet for pixel-grafik.
Det er decideret forkert!
Vektor-grafik fylder mindre end pixel-grafik i KB, men kigger man på cpu-forbruget, så er det som oftest højere ved brug af vektor.

Forskellig kode til forskellige reklamesystemer
I indledningen står der, at et af formålene med dokumentet er, at have nogle fælles branchestandarder, så man nemmere kan udvikle bannere, der kan bruges på flere sites.

Men, hvis det er det man ønsker, hvorfor har man så kode og specifikationer med for flere bannerserveringssystemer?
En ting er de avancerede funktioner, det kan måske være svært at strømline, men at have et fælles, anbefalet clickTAG er ikke bare muligt, det burde også være et krav.

Jeg bruger selv mit eget udviklede (clickTAG i ActionScript 3), men er meget åben for alternativer - bare det virker alle steder.

Kun retningslinier, ikke standarder
Og det værste af det hele? På trods af et så langt og så kompliceret dokument, så er der kun tale om retningslinier, ikke standarder.

Hvis man vil være sikker på at få sit banner godkendt på et bestemt medie, så er man stadig nød til at få fat i deres unikke specifikationer, da de færreste følger retningslinierne på alle punkter.

Er det bare mig?
Det her er endt som et temmelig langt og temmelig surt opstød, men spørgsmålet er om det bare er mig der er en sur, gammel bannerudvikler?
Derfor så kom meget gerne med dine input i kommentarerne - hvis vi er mange der er utilfredse, så er der en meget større chance for at få ændret på tingene.

Note: Vi (Se mor!) har gennem flere år haft FDIM som fast kunde, så alt hvad der står i dette indlæg har jeg derfor oprindeligt skrevet direkte til dem, men desværre uden reaktion.


clickTag i ActionScript 3

Kategori: Tips og tricks | Kommentarer (19)
Gemt: 2010-02-25 17:53


Startede sidste sommer et projekt op, hvor tanken var, at jeg ville lave en clickTag ActionScript 3 klasse, som alle i Danmark kunne bruge - købte i den sammenhæng også domænet clicktag.dk.
Men, som det ofte er med den slags projekter, så kniber det altid med at komme de sidste 5% i mål, de få procent der gør at man rent faktisk har lyst til at dele det med nogen.

Sandt at sige, så at jeg ikke kommet videre, men inspireret af denne tråd på FlashForum, så tænkte jeg at jeg lige så godt kunne se at få det jeg har udover rampen.

AS3 clickTag
Kort fortalt er der tale om en klasse der hedder clickTag, som aktiveres på en af disse måder:

import clickTag;

//Måde 1
var _cT:clickTag = new clickTag(root);
_cT.init(click_btn);

//Måde 2
var _cT:clickTag = new clickTag(root, click_btn);

Der er et par ting ved clickTag-klassen, som er gode at vide:
- Virker med ALLE versioner af clickTag, clickTAG, ClickTag m.fl.
- Bliver ikke fanget af popup-blockere, noget der nogen gange kan drille lidt i AS3, se den medfølgende UrlNavigator-klasse.
- Er gennemtestet, har selv brugt den i mere end et halvt år helt uden problemer.

Særligt det sidste er værd at bide mærke i, for hvis du sender et banner der bruger denne clickTag-kode til et medie eller et mediebureau, så kan du sagtens få en mail retur, hvori der står, at clickTag ikke er korrekt implementeret.

Hvis det sker, så start altid med at spørge, om de har sat banneret op og konstateret at det ikke virker når de klikker på det, eller om det er deres “advalidator” der siger at det ikke virker.

Modsat de gamle AS2 clickTags, hvor medierne har været vant til, at de blot har kunnet søge på om en ganske bestemt kodestreng var tilstede, så er den metode ikke længere særligt anvendelig i ActionScript 3.
Det skyldes flere ting, men primært at koden er længere og mere kompliceret i ActionScript 3, hvilket gør at den kan se meget forskellig ud fra et banner til et andet, og stadig virke fint.

Så derfor, så bed dem altid om at teste banneret ved at sætte det op og efterfølgende klikke på det.

Download
Zip med både klasser og eksempel fla:
clickTag.zip

Feedback
I er allesammen meget velkomne til at komme med feedback på klassen, og hvis interessen viser sig at være der for det, så kan det det godt være at vi i fællesskab kan få projektet helt i mål og få skabt en fælles, dansk AS3 clickTag standard.


Nu kan du roligt bruge Flash Player 10

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2010-01-20 15:30


Så er det officielt - du kan nu tillade dig at bruge Flash Player 10 hvor som helst, til hvad som helst!

Adobes egne tal for Flash Player 10 penetration siger nu 95,6% for Europa.

Men, Europa er trods alt en stor størrelse, så hvordan ser det egentlig ud i Danmark?

På de sites jeg selv måler på, findes der ikke et eneste hvor den er under 95%. Deruover har jeg indhentet lidt tal fra andre kilder, blandt andet Gemius, som står bag de officielle FDIM toplister. Deres tal siger minimum 92%, og det samme gør de tal jeg har fået fra et specifikt og særdeles stort dansk website.

Med maksimum 8%, der ikke har Flash Player 10, samt en særdeles smertefri opgradering fra 9 til 10, så er der nu ingen grund til ikke at bruge Flash Player 10.

På baggrund af alle disse tal, så har vi da også i sidste uge sendt vores første Flash Player 10 banner i omløb (mere om det i et senere indlæg), og det er forløbet ganske smertefrit.

Husk i øvrigt, som altid - hvis du ikke bruger nogen af de nye funktioner i Flash Player 10, eksempelvis den nemme adgang til 3D, så bliv endelig ved med at publishe til Flash Player 9.

Hvis du gerne vil se de tilsvarende tal for dine egne sites, så kan de findes her i Google Analytics:
Besøgende -> Browser-funktioner -> Flash-versioner


Dem der har lavet Spies-reklamerne skylder kvajebajer

Kategori: Diverse | Kommentarer (16)
Gemt: 2010-01-4 16:15


Og nej, her tænker jeg ikke på reklamefilmene på tv, men på de bannere og ejerskaber der i øjeblikket kører på forskellige danske hjemmesider.

De bruger simpelthen alt, alt for meget cpu!

Går jeg ind på Jubii’s forside i dag, så er min cpu oppe og peake på 50% og det er helt uacceptabelt for en reklame.

Hvis den så bare var super fed og grænsebrydende, men efter min personlige mening er den faktisk decideret grim og halvdårlig udført - lever slet ikke op til Spies’ brand og niveauet fra reklamefilmene - og derfor er der intet der kan forsvare det høje cpu-brug.

Konsekvensen bliver at siden med reklamen potentielt bliver meget dårligere at bruge, da ejerskabet kørte på Ekstra Bladet kunne jeg eksempelvis stort set ikke scrolle på siden, men noget andet er, at det også giver Flash et rigtig dårligt ry, for at være et stykke software der gøre brugerens maskine sløv - og, hvem ved hvor mange der installerer AdBlocker på baggrund af sådan en reklame?

I sidste ende er det svært at sige, men skadeligt for branchen er det i hvert fald, så husk at test næste gang du laver et banner! :-)


Tags: , ,

AidOnline - Elektronisk tyveri ved højlys dag!

Kategori: Diverse | Kommentarer (7)
Gemt: 2009-06-3 13:30


Har lige læst en artikel om AidOnlineEkstra Bladet og må sige at jeg er helt lamslået.
Hvordan kan godgørende organisationer på nogen som helst måde forsvare sådan et koncept?

Helt kort fortalt går det ud på, at man installerer et program der opfører sig som en adblocker, men i stedet for ikke at vise nogen reklamer, så indsætter den en reklame fra en AidOnline annoncør, og de penge som AidOnline på den måde tjener gives videre til de godgørende organisationer.

Med andre ord, når en bruger f.eks. besøger Berlingske Tidende, og dermed læser indhold som Berlingske har brugt penge på at lave og bruger båndbredde og serverkraft på at vise, så går AidOnline ind og fjerner hele Berlingskes indtægtsgrundlag, banneret, og erstatter det med sit eget.

Ved ikke om det er decideret ulovligt, men det er i hvert fald moralsk og etisk forkasteligt.

Hvad bliver det næste - at de opsnapper en budbil fra MetroExpress og sætter deres egne klistermærker oven på alle annoncerne?
Det holder ikke en meter!

Har tilladt mig at oprette en Facebook-gruppe for at gøre lidt aktiv modstand:
AidOnline - Tyvstjålet nødhjælp


Banneroptimering del 3: De usynlige ting

Kategori: Tips og tricks | Kommentarer (2)
Gemt: 2007-08-15 10:29


Det sidste afsnit i serien om banneroptimering handler om de usynlige ting, de skridt som kunden ikke ser, men som alligevel kan være særdeles vigtige for at banneret fungerer optimalt og ikke giver problemer andre steder.

Load kun eksterne filer én gang
En ting som man ser mere og mere, er at bannere dynamisk loader ekstra filer, det være sig billeder, film, xml eller andet.
Det er der intet galt i, men det er til fordel for alle hvis man kun loader det samme billede én gang.

Eksempelvis er jeg stødt på en del bannere som looper, og hvor de for hvert eneste loop forsøger at loade det samme materiale igen og igen. Ja, det loadede caches lokalt, så på den måde giver det som oftest ikke anledning til problemer med øget forbrug af båndbredde, men der hvor det giver problemer er på den side som banneret vises på.

Når man loader eksterne ting i Flash vises det nemlig også i bunden af browseren, ligesom den viser de almindelige requests som browseren selv laver, og det betyder at det ser ud som om at siden aldrig loader færdig.
Udover at det giver en dårlig brugeroplevelse, så har jeg rent faktisk også set en side eller to, hvor det decideret skabte fejl.

Derfor er det god stil at lave et tjek i koden på om man allerede har loadet en bestemt fil.

Pas på cpu-forbruget
En anden klassiker som kunden aldrig vil lægge mærke til, men som alligevel kan give problemet, er cpu-forbruget.
Med den øgede brug af scripting og de mange indbyggede effekter i Flash som blur, glow, drop shadow m.m. er det efterhånden rigtig nemt, selv i et lille banner, at komme til at bruge alt for meget cpu-kraft.

Når du tester på om et banner bruger for meget cpu, så husk at tænk over i hvilken sammenhæng de skal bruges.

Hvis det vises med wmode=transparent, så bruger det ofte mere cpu end wmode=window, da der skal beregnes transparens i forhold til browseren.

Husk i øvrigt at der næsten altid er flere bannere på samme side, så hvis et banner sluger 40%, et andet 40% og et tredje 40%, så ja, du ser hvad jeg mener.

Flash har en indbygget funktion at sørge for at den aldrig bruger mere end 50% cpu, netop for at den ikke helt skal kunne låse computeren, men den funktion virker ikke hvis cpu-forbruget er spredt udover flere bannere.

Slut
Det var slut på serien om banneroptimering, den blev lidt mere usammenhængende end jeg egentlig havde satset på, men jeg håber at de enkelte tips alligevel kan bruges.

Har du selv nogle flere tips, så lav endelig en kommentar eller send en mail, kommer der nok, så laver jeg et ekstra opsamlingsindlæg.


Banneroptimering del 2: De kære, kære kilobytes

Kategori: Tips og tricks | Kommentarer (0)
Gemt: 2007-07-24 12:57


I del 1 fik vi skaffet det rigtige materiale, så nu skal selve produktionen igang, og her kommer den største udfordring for langt de fleste bannere: At få klemt så meget budskab og indhold ned på så få kilobytes som muligt.

For at kunne se hvilke elementer i dit banner som det er der fylder, så skal du under File –> Publish Settings –> Flash sætte et flueben udfor “Generate size report”. Så vil der fremover, hver gang du publisher, blive genereret en lille rapport i Output-vinduet, som detaljeret viser hvad det er der fylder.

Med det slået til, så er det første, vigtigste og relativt indlysende råd til at spare på pladsen:
Hav kun det højest nødvendige med i Flash-filen

Konkrete eksempler på det er:

Skalér i Photoshop
Når man har importeret et stykke grafik ind i Flash, så findes der flere muligheder for at skalere det.
Man kan bruge Free Transform-værktøjet, selv rette procenterne i Transform-panelet eller bare ændre højde/bredde i properties.

Det man i den forbindelse skal huske på er, at uanset hvordan du skalerer grafikken, så vil det altid veje det samme. Hiver du et 200 kb billede ind og skalerer det ned til en størrelse på 10%, så vil det stadig veje 200 kb.

Den eneste måde at få gavn af at grafikken ikke skal bruges i så stor størrelse er derfor at skalere det i Photoshop.

Selv arbejder vi som oftest på den måde, at vi laver et designoplæg på banneret i Photoshop, som vi får godkendt inden vi begynder at lave det i Flash. Om man hellere vil lave det i Flash til at starte med er i høj grad et spørgsmål om smag og behag, men i relation til at spare på de kære kilobytes, så giver det den fordel at størrelsen på billeder og andre elementer er fastlagt inden vi begynder arbejdet i Flash.

Husk i øvrigt, at hvis billedet bruges i en animation, hvor det bliver skaleret op og ned, så behøver man ikke altid at have det med i den størrelse i animationen hvor det er størst.

Eksempel: Du har et billede der animerer ind fra en størrelse på 0×0 pixel til 100×100 pixel, og efter at have været på skærmen et par sekunder, så animerer det ud med en fade hvor det samtidig bliver 200×200 pixel stort.
I det tilfælde vil du ofte kunne nøjes med at have billedet med i størrelsen på 100×100 pixel, da brugeren ikke vil kunne se forskel, fordi den kun er i den store størrelse i kort tid og hele tiden er i bevægelse,

Klip ikke-synlige dele af billeder væk
Det lyder måske som en indlysende ting, men det er noget som jeg selv glemmer engang imellem.
Typisk hiver man et stykke grafik ind, eksempelvis et billede af en bil, og så ender man med for eksempel at placere den i et hjørne, hvor noget af bilen rent faktisk er “uden for billedet”.

Her er der igen mulighed for at spare nogle ekstra kilobytes ved at bruge Photoshop til at skære det væk som alligevel ikke kan ses.

Indstil komprimering individuelt for hvert billede
Som udgangspunkt er komprimeringen for alle billeder der hives ind i Flash sat til 80.
Det kan ses under: File –> Publish Settings –> Flash –> Jpeg quality.

Ved at ændre på det tale, kan du gøre alle billeder billeder større eller mindre på én gang, men husk på at intet er gratis, jo mindre de fylder, jo grimmere ser de ud.

Da forskellige billeder komprimeres forskelligt, kan det altid betale sig at indstille kvaliteten individuelt billede for billede.
Det gøres ved at højre-klikke på billedet i dit library og vælge Properties.

Her kan hvert stykke grafik komprimeres på to måder:
Lossless (PNG/GIF): Gælder kun for grafik der rent faktisk er importeret som png eller gif, og betyder at Flash ikke selv ændrer på komprimeringen. Hvis du vil ændre på komprimeringen skal den derfor ændres til Photo (JPEG)
Photo (JPEG): Standard indstillingen for al grafik som ikke er importeret som png eller gif.

Når Photo (JPEG) er valgt, skal fluebenet i “Use document default quality” fjernes, så kommer der et feltet frem hvor kvaliteten manuelt kan indstilles. Hvis man retter på tallet og trykket “Test” kan man med det samme se hvad det pågældende stykke grafik vil fylde, og i vinduet til venstre kan man se hvordan grafikken vil se ud med den valgte komprimering.

Så er det blot et spørgsmål om at prøve sig frem indtil man finder den rette balance mellem vægt og kvalitet.

Minimér antallet af skrifttyper
Flash er heldigvis på mange områder temmelig intelligent, hvis du eksempelvis bruger bogstavet “b” to gange i en tekst, så bliver formen af bogstavet “b” kun inkluderet én gang.

Men, hver gang man ændrer skrifttype eller gør teksten bold eller kursiv, så skal bogstavet inkluderes igen.
(Alt efter hvilken skrifttype der benyttes)
Til gengæld fylder det ikke mere, hvis du bruger det samme bogstav i flere størrelser.

Så, overvej om der virkelig er brug for en masse forskellige skrifte for at få budskabet til at gå klart igennem.

Embed kun det højst nødvendige antal tegn i dynamiske tekstfelter
Har du et dynamisk tekstfelt hvor du selv skifter teksten, eller et felt hvor brugeren kan indtaste et telefonnummer, e-mail, postnummer eller lignende, så skal de nødvendige tegn også embeddes.
Her kan man også spare plads ved kun at vælge de højest nødvendige.

Skal brugerne indtaste et postnummer, så er det fint kun at embedde tal.
Er der tale om en e-mailadresse, så har man kun brug for alle små bogstaver og tegnene @._-

Og sådan kan man blive ved, har man brug for at spare endnu mere plads, kan man også sætte feltet til “Use device fonts”, da man så bruger de skrifttyper brugeren i forvejen har installeret på sin maskine. Det betyder dog så samtidig også, at man kun bør vælge skirfttyper som man ved at alle har installeret, de såkaldt websikre fonte, men selv her skal man være opmærksom på, at de godt kan rendere en anelse forskelligt.

Du kan se en liste med nogle af fontene her:
Websafe fonts

Mavefornemmelse
En af de sværeste ting er fra start af i processen at have en fornemmelse for hvor meget af det materiale man har fået, som man kan få plads til i banneret.
Desværre kan man ikke stille nogen formel eller lignende op for det, der er kun en ting at gøre, og det er at prøve sig frem og med tiden få opbygget noget erfaring.

Det var slut på del 2, del 3 kommer til at handle om den tekniske optimering af banneret, for at undgå at det laver ulykker.


Banneroptimering del 1: Få det rigtige materiale

Kategori: Tips og tricks | Kommentarer (0)
Gemt: 2007-07-18 13:05


Godt begyndt er halvt fuldendt siger de kloge, og den sandhed gør sig også gældende ved bannerproduktion, og en god start kræver at man har får det rigtige materiale.

Og hvad er så det rigtige materiale?
Det er det materiale som giver dig det optimale udgangspunkt for at lave et godt banner, både med hensyn til kreative muligheder og kvalitet.

Det materiale der typisk vil være tale om er:
- Logoer
- Skrifttyper
- Billeder
- Eksisterende annoncemateriale
- Evt. brandmanual eller design guidelines

Det der er kunsten er at få fat i så meget materiale som muligt i bedst mulig kvalitet.

For billeder vil det sige at man ikke bare napper det billede med jpg-komprimering 30 som de har liggende på deres website, men derimod beder om at få adgang til originalen. Gerne også billeder som de ikke nødvendigvis selv bruger nogen steder, men som kunne være relevante, eksempelvis den samme ting fra flere vinkler.

For logoer, og andre tegnede objekter, vil det sige at man får materialet i vektor-format, som eksempelvis eps eller ai-filer.
Vektor har den fordel at det ofte fylder mindre, samt at det altid skalere pænt, både op og ned, hvilket kan være en kæmpe fordel når man skal lave animationer, og gør det nemmere at fin tune designet direkte i Flash.

Har kunden ikke adgang til det logo du skal bruge, eller er du måske i en pitchfase hvor du ikke har den direkte kontakt endnu, så kan Brands of the World anbefales:
http://www.brandsoftheworld.com

Et andet godt sted at gå på logo- og billedjagt er på firmaernes pressesites. Er du igang med en opgave for den danske afdeling af et internationalt firma, så husk endelig også at kigge på modersitet, da det ofte er væsentligt bedre end de lokale versioner.

Husk i øvrigt at det altid er en fordel at være konkret. Hvis du har en god ide til banneret, som kræver et billede fra en bestemt vinkel, så spørg specifikt efter det.

Har selv prøvet at have følgende dialog:
Mig: “Har i ikke flere billeder end dem her?”
Kunden: “Nej, du har fået dem alle sammen.”
Mig: “Det var ærgeligt, for hvis jeg havde et fra siden, så kunne jeg gøre sådan her” (Indsæt selv fantastisk kreativ ide i stedet for sådan her)
Kunden: “Nåå, et fra siden, jamen det har jeg da, sender det lige til dig.”

Vær stædig!
Materialejagt er for så vidt en ganske banal ting, men også et kritisk punkt i processen som kan være afgørende for kvaliteten af det produkt du kan leverer til kunden. Og, lets face it, om et halvt år, når kunden sammenligner det banner som du har lavet med et fra en konkurrent, så tænker hun jo ikke: “Nå nej, han havde jo heller ikke det bedste materiale at arbejde med.”

Derfor, gør dig selv, og ikke mindst kunden en tjeneste, vær stædig!

Det var slut på den første, og mindst tekniske del, af artikelserien om banneroptimering.
Næste del kommer inden for de nærmeste par dage.


Kunsten at optimere et banner - ny artikelserie

Kategori: Tips og tricks | Kommentarer (0)
Gemt: 2007-07-17 14:16


Jeg var i sidste uge med til at slukke to ildebrande, og begge af dem var relateret til bannermateriale, produceret af andre bureauer, der ikke opførte sig som det skulle, og det på trods af at de tilsyneladende var produceret inden for specifikationerne.

Det fik mig til at tænke på, at jeg egentlig aldrig har set nogen artikler eller indlæg der handler specifikt om kunsten at optimere et banner.
På trods af de stadigt hurtigere internetforbindelser, så er det et vigtigt område, og derfor vil jeg over de næste par uger lave en artikelserie om emnet.

Ved ikke helt hvor mange artikler det bliver til, da det afhænger af hvordan jeg ender med at gruppere tricksene, men jeg har en liste med 15-20 tips klar, så der skulle være til et til et par stykker eller tre.

Så, følg med fra i morgen :-)

I øvrigt så handler denne artikelserie kun om den tekniske optimering, ikke om optimering af budskab eller klikrater, det må blive en anden god gang.


Nye bannerstandarder fra FDIM

Kategori: Nyheder | Kommentarer (4)
Gemt: 2007-06-25 12:14


FDIM (Foreningen af Danske InternetMedier), som er brancheforeningen for de danske websites der lever af at sælge annoncer, har netop offenliggjort en revideret udgave af deres standarder for bannerannoncering.
Det er jo noget der i den grad påvirker os som lever af at producere bannerne, så derfor er det vigtigt at være up-to-date.

Du kan se dem her:
FDIM - Annonceformater

De to vigtigste ændringer i standarderne er:

Flere kilobyte
Over hele linien er antal tilladte kilobytes blevet hævet væsentligt, for 728×90 er den for eksempel steget fra 25kb til 40kb, hvilket åbner for nogle nye muligheder og generelt gør det muligt at øge kvaliteten.

Nye formater
Jeg kan ikke lave en komplet liste over nye formater, da jeg ikke ligger inde med de gamle standarder og derfor kun har min hukommelse til hjælp, men der er kommet flere nye formater til.
De vigtigste i den forbindelse er nok 930×180 og 930×90 som er de formater der gennem længere tid er blevet brugt på bl.a. Politiken.

Et ærværdigt formål, men…
Jeg synes at det er en rigtig, rigtig god ide med nogle standarder inden for dette område, da det gør livet lettere for både annoncører, mediebureauer og dem der som os skal producere materialet.

Men, når det så er sagt, så synes jeg at disse standarder lader meget tilbage at ønske!

12 formater!
Et af mine største kritikpunkter er, at der er hele 12 formater!
6 standarder og 6 formater som “FDIM også anbefaler” (står intet om hvad forskellen på de to grupper er?), og det er efter mine mening simpelthen for mange. Et af de vigtigste formål med en standard må vel netop være at få luget ud i antallet?

Det virker på mig lidt som om, at dem der har holdt møde om det, blot har gået deres egne sites igennem for de formater som de tilbyder, og så sørget for at alle de var med på listen.

Der skal naturligvis være plads til diversitet på de forskellige sites, hvilket gør at det kan være svært at skære i listen, men så ville det være optimalt at man havde vedtaget at alle medlemmer af FDIM var forpligtet til at have 1 eller 2 af formaterne, eksempelvis 728×90 og 300×250.

Mystiske kilobyte begrænsninger
Et 728×90 banner har et pixelareal på 65.520.
Et 930×180 banner har et pixel areal på 167.400.

Men på trods af den store forskel i areal, så må de fylde præcis det samme, nemlig 40kb, hvilket jeg ikke helt forstår.
Det er jo intet værd at have et kæmpe banner, hvis man er nød til at komprimere tingene dobbelt så meget, så de ser grimme ud.

For overskuelighedens skyld er det fair nok at man har tilstræbt at hvert banner ikke har sin helt egen størrelse, da det bliver svært at holde styr på, men mere plads til de største formater ville stadig være en god ting.

Loops og animation
I standarderne er der også en anbefaling angående loops og animation der lyder som følger:
- Max 3 loops pr. bannerannonce
- Animation 15 sekunder eller 45 sekunder i alt

Det er fint at man vil beskytte brugerne mod generende annoncer der bliver ved og ved og ved med at animere og forstyrre.
Men hvorfor ikke bare forenkle reglerne til at animation maksimum må vare i 15 sekunder?

Synes at det virker mærkeligt, at man godt må forstyrre brugerne i 45 sekunder, bare det ikke er den samme animation der looper.
Mener, man kan jo sagtens lave noget ekstremt irriterende, men som ikke er en præcis gentagelse af det foregående.

Streamingtid
Et sted står der at et videostream kun skal aktiveres når brugeren holder musen over det, og et andet sted står der at et videostream maksimum skal vare 60 sekunder.

Men hvorfor sætte en tidsbegrænsning på?

Hvis brugeren selv skal aktivere streamet, så må man vil også formode at hun selv fjerner musen igen når hun ikke gider se mere, uanfægtet og streamet varer 10 sekunder eller 2 timer.

Ingen anbefaling vedr. clickTag
For dem der ikke ved det, så er clickTag en lille stump kode der placeres i banneret, for at de forskellige reklamesystemer kan holde styr på hvor mange der har klikket på det.

Den kan eksempelvis se sådan her ud:

on (release) {
	getURL (_root.clickTag, "_blank");
}

Men problemet i dag er, at variablen nogen steder hedder ClickTag med stort C, clicktag kun med småt eller noget helt tredje.
Det gør at man selv skal lave noget ekstra kode der tester på hvilke værdier der er defineret og hvilke der er tomme, eller simpelthen manuelt lave flere versioner af banneret.

Totalt tidsspilde og en ting som det ville være ekstremt nemt at lave en standard for da alle de store reklamesystemer håndterer det stort set identisk.

Summa summarum
Det var tiltrængt med en opdatering af de gamle standarder som havde en hel del år på bagen, men når det er sagt, så synes jeg at de nye standarder bærer for meget præg af at være lavet uden at man har snakket med nogen af dem som producerer bannerne, og det er en skam.