Bannersretningslinier fra FDIM - sikke noget makværk!

FDIM har, i samarbejde med førende danske online medier og mediebureaer for nylig opdateret deres gennerelle retningslinier vedr. bannerannoncering.

Sjældent har jeg set et større makværk, og når man tænker på hvor vigtigt sådan et dokument kunne være for den danske online markedsføring (FDIMs medlemmer tæller blandt andet Ekstra Bladet, Politiken, TV 2 og Msn), så er jeg på samme tid både vred og skuffet.

Hvorfor? Det kan du se herunder…

Amatøragtigt layout
Normalt er layoutet for sådan en rapport temmelig ligegyldigt, det er indholdet der tæller, men i dette tilfælde er det i sig selv så amatøragtigt, at det må være en klar indikation af hvor lang tid der er blevet brugt på at lave retningslinierne.

Nogle få eksempler:

  • Utal af linier med kun 2-3 ord på, sandsynligvis fordi man har copy/pastet fra et andet dokument uden at rette linieskift.
  • Spring mellem engelsk og dansk.
  • ActionScript-kode som bare er copy/pastet og og derfor meget uoverskuelig.

Alt i alt vidner opsætningen om nogle retningslinier, der enten er hastet igennem eller bare prioriteret enormt lavt.

Regler der ikke giver mening
Her blot et par eksempler fra retningslinierne:
Bannere uden video og uden brug af ActionScript 3, må kun køre 18 frames pr. sekund, mens bannere med video og/eller ActionScript må køre 25 frames pr. sekund.
Og så er det jeg spørger mig selv: Hvorfor er der forskel?
Bannere der kører 25 fps bruger mere CPU, men det gælder både for AS2 og AS3, og tilsvarende ser både AS2 og AS3 bannere hakkende ud når de kører med 18 fps.

Et andet sted står der at “hentning af filer, som er større end tilladt filstørrelse, er kun tilladt ved mouseover eller klik”, et andet sted står der “video i bannere må max. fylde 500 kb ved load af banneret”.
Igen må jeg spørge: Hvorfor er der forskel?
Om det er grafik, lyd, video eller noget fjerde der loades, så er forbruget af båndbredde pr. KB det samme.

CPU forbrug
Noget der bliver lagt meget mere vægt på i de nye retningslinier er cpu-forbruget, og det er med god grund, for bruger et banner for meget CPU, så kan det få hele computeren til at føles langsom og, i værste fald, få den til at crashe. (NB: I denne sektion omtales Flash som “Macromedias Flash-player)

Der står derfor i retningslinierne, at medierne altid har lov til at afvise bannere, der bruger for meget CPU, og det er en rigtig god ting, men hvad er for meget?
Problemet med CPU er at man altid omtaler det i procent, men det varierer voldsomt i forhold til om man ser banneret på en ny stationær, en gammel bærbar eller måske endda en mobiltelefon.
Så, hvor meget er for meget?

Hvis kampen mod CPU virkelig skal batte noget og være til at administrere, både for udviklere og medier, så er der brug for en benchmark, en fælles standard som alle måler CPU forbruget i forhold til.

Et bud på det kunne være at alle brugte AdValidation (eller noget tilsvarende), som udover at teste forskellige andre ting i banneret også måler cpu-forbruget.
Dermed har alle mulighed for at teste på den samme maskine, og så kan man nemt sætte en fast og målbar grænse for hvornår for meget er for meget.

Under sektionen om CPU er der flere råd, heraf også flere gode, til hvordan man kan minimere forbruget af CPU’et, men et af rådene er også: Brug vektor-grafik i stedet for pixel-grafik.
Det er decideret forkert!
Vektor-grafik fylder mindre end pixel-grafik i KB, men kigger man på cpu-forbruget, så er det som oftest højere ved brug af vektor.

Forskellig kode til forskellige reklamesystemer
I indledningen står der, at et af formålene med dokumentet er, at have nogle fælles branchestandarder, så man nemmere kan udvikle bannere, der kan bruges på flere sites.

Men, hvis det er det man ønsker, hvorfor har man så kode og specifikationer med for flere bannerserveringssystemer?
En ting er de avancerede funktioner, det kan måske være svært at strømline, men at have et fælles, anbefalet clickTAG er ikke bare muligt, det burde også være et krav.

Jeg bruger selv mit eget udviklede (clickTAG i ActionScript 3), men er meget åben for alternativer - bare det virker alle steder.

Kun retningslinier, ikke standarder
Og det værste af det hele? På trods af et så langt og så kompliceret dokument, så er der kun tale om retningslinier, ikke standarder.

Hvis man vil være sikker på at få sit banner godkendt på et bestemt medie, så er man stadig nød til at få fat i deres unikke specifikationer, da de færreste følger retningslinierne på alle punkter.

Er det bare mig?
Det her er endt som et temmelig langt og temmelig surt opstød, men spørgsmålet er om det bare er mig der er en sur, gammel bannerudvikler?
Derfor så kom meget gerne med dine input i kommentarerne - hvis vi er mange der er utilfredse, så er der en meget større chance for at få ændret på tingene.

Note: Vi (Se mor!) har gennem flere år haft FDIM som fast kunde, så alt hvad der står i dette indlæg har jeg derfor oprindeligt skrevet direkte til dem, men desværre uden reaktion.



Del:These icons link to social bookmarking sites where readers can share and discover new web pages.
  • del.icio.us
  • digg

Skriv en kommentar