Arkiv for februar 2010

clickTag i ActionScript 3

torsdag, 25. februar 2010

Startede sidste sommer et projekt op, hvor tanken var, at jeg ville lave en clickTag ActionScript 3 klasse, som alle i Danmark kunne bruge - købte i den sammenhæng også domænet clicktag.dk.
Men, som det ofte er med den slags projekter, så kniber det altid med at komme de sidste 5% i mål, de få procent der gør at man rent faktisk har lyst til at dele det med nogen.

Sandt at sige, så at jeg ikke kommet videre, men inspireret af denne tråd på FlashForum, så tænkte jeg at jeg lige så godt kunne se at få det jeg har udover rampen.

AS3 clickTag
Kort fortalt er der tale om en klasse der hedder clickTag, som aktiveres på en af disse måder:

import clickTag;

//Måde 1
var _cT:clickTag = new clickTag(root);
_cT.init(click_btn);

//Måde 2
var _cT:clickTag = new clickTag(root, click_btn);

Der er et par ting ved clickTag-klassen, som er gode at vide:
- Virker med ALLE versioner af clickTag, clickTAG, ClickTag m.fl.
- Bliver ikke fanget af popup-blockere, noget der nogen gange kan drille lidt i AS3, se den medfølgende UrlNavigator-klasse.
- Er gennemtestet, har selv brugt den i mere end et halvt år helt uden problemer.

Særligt det sidste er værd at bide mærke i, for hvis du sender et banner der bruger denne clickTag-kode til et medie eller et mediebureau, så kan du sagtens få en mail retur, hvori der står, at clickTag ikke er korrekt implementeret.

Hvis det sker, så start altid med at spørge, om de har sat banneret op og konstateret at det ikke virker når de klikker på det, eller om det er deres “advalidator” der siger at det ikke virker.

Modsat de gamle AS2 clickTags, hvor medierne har været vant til, at de blot har kunnet søge på om en ganske bestemt kodestreng var tilstede, så er den metode ikke længere særligt anvendelig i ActionScript 3.
Det skyldes flere ting, men primært at koden er længere og mere kompliceret i ActionScript 3, hvilket gør at den kan se meget forskellig ud fra et banner til et andet, og stadig virke fint.

Så derfor, så bed dem altid om at teste banneret ved at sætte det op og efterfølgende klikke på det.

Download
Zip med både klasser og eksempel fla:
clickTag.zip

Feedback
I er allesammen meget velkomne til at komme med feedback på klassen, og hvis interessen viser sig at være der for det, så kan det det godt være at vi i fællesskab kan få projektet helt i mål og få skabt en fælles, dansk AS3 clickTag standard.

Gratis online kurser i ActionScript 3 og FDT

fredag, 5. februar 2010

Rich Media Institute har i øjeblikket et par særdeles gode tilbud, nemlig muligheden for at tage et kurser i henholdsvis ActionScript 3 og FDT - gratis!

Jeg kender ikke firmaet selv og ved derfor heller ikke hvor gode kurserne er, men til den pris er det jo svært at blive snydt.

Comprehensive ActionScript 3 (gratis indtil 15. februar)

Introduction to ActionScript Development with FDT (gratis i hele februar)

Så, nu er der ikke nogen grund til at kede sig i weekenden :-)

iPad, HTML5 og Flash

mandag, 1. februar 2010

Det har været et par rigtigt travle uger på mediefronten, både hvad angår Apples nye vidunder, iPad, såvel som alle skriverierne omkring HTML5 - og de seneste dage er de to emner også begyndt at mødes i diskussionerne.

Det hele startede i forrige uge, hvor blandt andre Youtube lancerede en version af deres videoplayer i HTML5. Det medførte en lind strøm af tråde omkring at Flash vil dø en hurtig og ubarmhjertig død, for HTML5 er en fælles standard og vil derfor naturligvis erstatte den lukkede (og slemme) Flash.

I sidste uge kom den længe ventede iPad så, og selvom den måske i manges øjne ikke levede helt op til hypen, så er jeg personligt ikke i tvivl om, at den nok skal blive succesfuld, dog ikke nødvendigvis overfor samme målgruppe, som har investeret i iPhones og deslige. Det er dog et helt andet emne, men sammen med iPad kom også nyheden, hvis man kan kalde det det, om at den, ligesom iPhone, heller ikke vil understøtte Flash. Det gav ekstra brænde på bålet for alle dem der også ugen inden dømte Flash død på baggrund af HTML5.

På den baggrund har jeg været igang med at researche lidt på en artikel omkring Flash og HTML5, men i den proces er jeg så også faldet over en, som har skrevet præcis det samme som jeg var i færd med, så frem for blot at lave en dansk oversættelse af det indlæg, så er her et link til det:
Apple, Flash the iPad and premature speculation

Glimrende læsning og som supplement kan disse to også anbefales:
Flash is Dead… Long Live Flash
Apple continues its iShun of Flash: Who really wins and loses most?

Helt kort opsummeret, så er min egen holdning denne:
Ja, HTML5 bliver ganske givet rigtig godt - særligt om nogle år, når det forhåbentlig er implementeret ens i alle større browsere - men det er blot endnu et værktøj til kassen, der som altid vil have sine anvendelsesområder. Tilsvarende, så er der nogle områder, eksempelvis sites der blander video, lyd, animation og meget mere til at skabe en større helhed, hvor Flash de næste mange år vil være langt bedre end HTML5.

Update 2. februar
Faldt lige over endnu en god artikel om emnet: “The World is Moving to HTML 5″ and Other Flights of Fancy