Arkiv for marts 2009

ActionScript 3 - Facebook API

tirsdag, 31. marts 2009

Ved ikke helt om det er en nyhed, eller om den har været der længe, men fakta er i hvert fald at der findes et ActionScript 3 Client Library til Facebook API’en, som gør det meget nemmere at lave direkte integration mellem Flash og Facebook.

I de Flash-ting vi selv hidtil har lavet, har jeg typisk sendt en del af kaldene gennem php, eller simpelthen lavet mellemsider i html, fordi det var langt det hurtigste, men med ActionScript 3 Client Librariet så må det siges at være blevet en hel del nemmere at lave det direkte i Flash.

Du kan finde en beskrivelse af librariet her:
Adobe Flash Platform & Facebook Platform

Og det kan downloades herfra:
Google Code - Facebook ActionScript API

Introduktion til 3D i Flash

mandag, 16. marts 2009

I Flash CS4 kom der nogle basale muligheder for at arbejde med 3D direkte i Flash, både IDE’et såvel som i ActionScript, og det vel at mærke uden at bruge eksterne biblioteker som PaperVision eller lignende.

Men, en ting er at man nu kan det, men…
…hvordan gør man det?
…hvad skal man egentlig være opmærksom på når man arbejder med 3D?
…hvilke begrænsninger er der i Flash’s implementation af 3D?

Lige præcis det har Kirupa netop lavet en ny tutorial om:
Introduction to 3D using AS3

Ekstra Bladets nye design - genialt eller katastrofalt?

fredag, 6. marts 2009

Som mange sikkert har bemærket, så fik Ekstra Bladet i går nyt design, og særligt forsiden er der sket en hel masse med.

Det nye design har i den grad fået folk op at stolene og har fået meget kritik med på vejen, se eksempelvis alle kommentarerne på denne artikel:
ekstrabladet.dk. - før og NU!
Men, før jeg selv giver mit besyv med, så synes jeg lige at vi skal starte med en lidt historik.

Historien fra det kolde Nord

Tilbage i juni 2008, nærmere betragt d. 12. juni kl. 16, gik nordmanden Torry Pedersen (koncernchef og chefredaktør for Norges største avis Verdens Gang) på scenen til Mediernes Internetpris for at holde en præsentation med titlen: “Hvordan skaber man en succesfuld netavis”.

Udgangspunktet for præsentationen var naturligt nok vg.no og hovedkonklusionen var, at hurtige og “grimme” nyheder var det som brugerne ville have.
Problemet med præsentationen var, efter min mening, at der var meget få tal til at underbygge det der blev sagt, her tænker jeg især på tal som kunne adskille effekten af webdesignet kontra det at være først med de store nyheder. Grunden til at det er vigtigt at få afklaret er det faktum, at godt design ikke kan redde dårligt indhold, men at godt indhold godt kan redde dårligt design - det gamle mantra “content is king” passer i allerhøjeste grad stadigvæk.
Med andre ord, så bød præsentationen ikke på noget svar på, hvorvidt det var den enormt høje opdateringsfrekvens, med et stort fokus på at være først med alle nyheder, eller om det var det “grimme” webdesign der var den væsentligste årsag til successen.

Hvorvidt det var denne præsentation eller der har været andre årsager skal jeg ikke kunne sige, men pr. 1/12 2008 ansatte Ekstra Bladet Geir Terje Ruud, der kommer fra netop VG, som ledende redaktør af ekstrabladet.dk, og det er derfor oplagt at formode, at det er ham som har været primus motor af det nye design.

Men, nok historie, tilbage til det nye design.

Designet

Først er det vigtigt at starte med en præmis, og den er at design og indhold skal passe sammen.
For Ekstra Bladet betyder det, at det hurtige, skarpe og nogen gange lidt billige indhold, naturligvis ikke skal pakkes ind i et design som ligner et eksklusivt mode-magasin og ej heller et design som afspejler stor dybde og seriøsitet.
Hvis det er den eneste præmis man kigger på, så kan man på nogen punkter godt forsvare det nye design, for meget billigere bliver det ikke - der er tale om et rent kuponkatalog.

Men det betyder så også at det automatisk får nogle andre af kuponkatalogets kvaliteter, eller mangel på samme, nemlig et udtryk som signaler useriøsitet, dårlig kvalitet og andre ikke særligt flatterende begreber.
Spørgsmålet er så, har Ekstra Bladet et ønske om at være SÅ billigt? Mit bud er, trods alt, nej.

Det var så den overordnede strategi bag designet på hele image- og branding-siden, det næste spørgsmål der er værd at stille er så:
Hvad er den aller vigtigste funktion for en forside på en netavis?

Det korte svar er, at den skal skabe et hurtigt overblik over de vigtigste nyheder, og hvis der er et punkt hvor det nye design i den grad fejler, så er det lige netop her.
Første gange jeg kom ind på den nye side var jeg ved at gå i panik, for jeg troede simpelthen at jeg var ved at få et epileptisk anfald, så rodet er det første indtryk.
Og jo længere man scroller ned på siden, jo være bliver det.

Intet holder kant, intet holder margin, linier der ikke er høje nok til at hele bogstavet kan være der, nogen tekster skifter farve ved mouseover - andre gør ikke, skriftstørrelser der hele tiden ændrer sig….
….og sådan kan man blive ved.
Det eneste positive på den front med det nye design, er at man generelt bruger større billeder end tidligere, men det kan hverken forsvare eller undskylde at alt andet er virkelig, virkelig skidt.

Reload

En anden ting jeg har lagt mærke til er, at siden nu automatisk står og refresher engang imellem (måske hvert 5. minut, har ikke målt det præcist), hvilket jo i teorien lyder meget smart, for hvis man har siden åben i sin browser, så vil den jo altid have de seneste nyheder.

Men, det betyder så til gengæld også, at er man scrollet ned på siden, tabber væk fra den og kigger på den igen nogle minutter efter, så kan skærmbilledet pludselig være et helt andet end det man forlod.

Og, hvad gør man i forhold til annoncører og statistik?
Man kan jo næppe tillade sig, f.eks. på FDIMs topliste, at tælle sådan et auto-refresh med som en ny sidevisning, og skal annoncørerne også betale for ny visning af reklamerne, selvom der måske slet ikke sidder nogen foran skærmen?

Det kan sagtens være at der er styr på begge disse ting, har ikke forhørt mig hos nogen, men det er i hvert fald noget man skal være opmærksom på.

Styrkeprøven

Men, når alt er sagt, så må Ekstra Bladets nye design siges at være det ultimative showdown for “den norske model”.
De har nemlig i høj grad allerede praktiseret at have mange små og hyppige opdateringer, så medmindre de ændrer væsentligt på den front, så bør man rent faktisk kunne måle den præcise effekt af det nye design.

Jeg kan så kun tro, håbe og bede for, at tallene viser det samme som mine øjne og al logik fortæller mig, nemlig at der er tale om noget makværk - time will tell.

Screenshots

Tingene kan jo ændre sig, så som reference er her et par screenshots fra i dag:
Screenshot af Ekstra Bladets forside (uden reklamer)
Screenshot af Verdens Gang forside (uden reklamer)

Wonderwall - Et online celebrity magasin i Flash

mandag, 2. marts 2009

Wonderwall

Cover.dk blev for nyligt lanceret i en ny udgave i Flash, hvilket jeg kritiserede på Dansk Dynamit, da jeg ikke rigtig kan få øje på grunden til hvorfor man har valgt at bruge Flash - i hvert fald ikke på det nuværende stadie.

Men, for lige at slå fast, at jeg stadig er meget glad for Flash og de muligheder som det giver, så syntes jeg også det var på plads med et link til et online magasin som rent faktisk benytter sig af mulighederne, nemlig Wonderwall.

Ikke fordi det er et perfekt site, der er absolut både argumenter for og imod, men de har i hvert fald forsøgt at gøre noget nyt og forsøge at bryde rammerne for, hvad det vil sige at være et online magasin på nettet.

Derudover, så er det meget rart at se, at Microsoft ikke er bange for at lave nye løsninger i Flash, på trods af at det ville være meget naturligt at bruge et site som Wonderwall, som en mulighed for at pushe Silverlight endnu mere.