Jubii Spot - Hjælp til at fokusere

Jubii SpotAdvarsel: Dette indlæg har absolut intet med Flash at gøre ;-)

Der findes lange projekter og der finde laaaaaange projekter, nu er vi lige gået live med et projekt der har været i støbeskeen i halvandet år, nemlig Jubii Spot.

Kort fortalt er det et tillægsværktøj til Jubii’s søgning, der skal gøre det nemmere at finde relevant indhold i Jubii’s univers, samt inspirere til at gå på opdagelse.

Forfra…
Udover at vi på Jubii har en søgemaskine, så er vi jo en stor portal og har derfor en hel masse godt indhold (når vi nu selv skal sige det ;-) ), og det indhold har vi længe gerne ville præsentere vores brugere bedre for når de søger.
Men, vi kan jo ikke bare give alle vores egne sites en ekstremt høj ranking, for det vil jo ødelægge søgeresultatet, men hvad kan man så gøre?

Løsning: Jubii Spot
Vores løsning er blevet Jubii Spot, en lille boks der dukker op ude i højreside og fortæller om alle de andre resultater der blev fundet på en given søgning.

Søger man på britney spears finder den billeder fra vores gallerier, artikler fra blandt andet Kig Ind og Jubii Musik samt en hel masse tråde fra vores debat, hvor brugerne i den grad diskuterer alt muligt om Britney Spears.

Er det en revolution?
Nej, det er det ikke, men jeg synes selv at det er en rigtig god måde at få præsenteret vores indhold overfor de brugere som er glade for det, uden at generere de brugere som bare gerne vil have en nem og enkel søgning.
Og hvem ved, det kan jo også være at sidstnævnte gruppe rent faktisk får øje på at Jubii er meget mere end bare en søgemaskine.

Derudover ligger Jubii Spot meget fint i forlængelse med begrebet expanded search, som er en af de hotteste tendenser lige for tiden.

Man kan sige, at hvor der for nogle få år tilbage udelukkende blev kigget på antallet af resultater: “Wauv, den fandt 18.734.243.632.839 sider da jeg søgte på hest”, så arbejdes der i dag på at opdele og gruppere resultaterne lidt bedre.

Jubii Spot er absolut ikke færdig, men et work in progress, bare for at gå imod strømmen nægter jeg at kalde det en beta. Vi vil løbende få tilføjet mange flere kilder end de nuværende, og arbejder også på at tilbyde andre funktioner som sortering efter diverse kriterier, endnu højere relevans med mere.

Så, hop ind på Jubii.dk, lav en søgning og fortæl mig hvad du synes om Spot, så bliver jeg så glad ;-)

NB: Spot henvender sig primært til den gennemsnitlige søgning der består af 1-2 danske ord, så forvent ikke at den er til megen hjælp hvis du søger på “object oriented actionscript class framework” :-)



Del:These icons link to social bookmarking sites where readers can share and discover new web pages.
  • del.icio.us
  • digg

Skriv en kommentar