IE7 er på gaden - dejligt at Flash er browseruafhængigt, eller er det?

Der er nogen perioder hvor det er ekstra dejligt at arbejde med Flash, og en af de perioder er lige nu, hvor alle er igang med at fejlsøge websites i Internet Explorer 7.

Men spørgsmålet er, om Flash efterhånden er begyndt at blive påvirket af tilsvarende problemer?
Og er det noget vi fremadrettet skal være endnu mere opmærksomme på?

Et af de væsentligste mantraer for at bruge Flash har altid været, at det er både browser- og platformsuafhængigt, men efterhånden begynder der at være små tegn på at der kan være små forskelle.

For eksempel har der længe været en kendt bug i Netscape versionen af Flash Player 8, hvor en bruger i visse tilfælde ikke kan skrive @ normalt, altså AltGR + 2, men i stedet har skullet bruge Shift+2. Og lige for tiden kæmper Adobe en brav kamp for at få lavet en komplet version af Flash Player 9 som kan køre på Linux, den nuværende beta-version har en række mangler i det henseende.

Okay, de to ting er forholdsvis minor, trods alt, tror da fuldt og fast på at Flash Player 9 nok skal komme til at spille under Linux også.

Noget jeg synes er lidt mere problematisk, er at nyere versioner af Flash Playeren ikke altid er 100% bagudkompatible.
Javist, de kan naturligvis vise indholdet fra en tidligere version, men de sidste par gange er der sket nogle ændringer som har betydet at man ikke kan være sikker på at det vises problemfrit.

Fra version 7 til 8 (eller var det 6 til 7?) blev der ændret i sikkerhedsmodellen, hvilket betød at man nu skulle placere en crossdomain.xml fil på sine domæner for at sikre problemfri loading og eksekvering på tværs af forskellige domæner.
En lille ting, og der dukkede retfærdigvis også en dialogboks op hos brugeren så de selv kunne sige ja til det, men stadigvæk.

Fra version 8 til 9 er der endnu engang blevet pillet ved sikkerhedsmodellen, sådan så getURL nu ikke kan skifte til andre domæner i samme vindue (_self), uden at man har ændret ved sine allowScriptAccess settings i html’en (Se gammelt indlæg om det her).
Her kommer der ingen dialog, og lige præcis denne ændring kan faktisk gøre et site 100% ubrugeligt.

Herudover har Flash Player 9 også en del andre ting den gør anderledes, jeg har for eksempel en artikel til bloggen som jeg har arbejdet på, men som jeg ikke vil publicere før eksemplet virker både i Flash Player 8 og 9, hvilket ikke er lykkedes mig endnu.

Som en sidste ting, så har jeg oplevet at Flash Player 9 rent faktisk har crashet browseren ved et par lejlighederne, hvilket efter min mening altid har været en af de største anker ved at bruge Shockwave.

Så, alt i alt, selvom vi har det væsentligt nemmere end dem der laver alt i html’en, så synes jeg er at der efterhånden er tegn på, at vi også er nød til at skulle være mere årvågne, hvis det som vi laver også skal fungere optimalt på tværs af Flash Player versioner, browsere og operativsystemer.
Flash Player 9 vs 8 - getURL()



Del:These icons link to social bookmarking sites where readers can share and discover new web pages.
  • del.icio.us
  • digg

Skriv en kommentar