Ønsker for fremtiden: Bedre Flash SEO og bookmarking
Jeg kom til at tænke på, at da Flash 8 kom, så var der ekstremt meget fokus på de mange nye muligheder for bitmap caching, alpha video m.m.
Muligheder som jeg alle synes er ekstremt fede, men noget som slet ikke er blevet adresseret i større grad, er det stadigt stigende behov for “søgevenlig Flash”.
Hvor flash for nogle år tilbage primært var godt til spil og animationer, så er det ved at være et mere modent værktøj som også er oplagt at bruge til RIA, for eksempel til at lave ekstremt interaktive webshops.
Men, i den forbindelse har Flash stadig to meget centrale punkter som den halter efter på, nemlig:
1. SEO (Search Engine Optimisation)
2. Bookmarking, mulighed for direkte links
Google og andre søgerobotter er efterhånden ved at være i stand til at indeksere swf’er udfra tekstindholdet i dem, i hvert fald når det drejer sig om statisk tekst i én samlet swf fil.
Men, hvad med dynamisk Flash hvor teksten loades on-the-go?
Og hvad med et direkte link til den undersektion brugeren i givet fald er inde?
De eneste løsninger jeg har set, som for eksempel denne:
Accessible Flash Parts 1 And 2, indebærer at man viser en version af sit website til søgerobotter og en anden til brugerne.
Det kan naturligvis lade sig gøre, og lader til tildels at fungere, men det vil jo altid medføre dobbeltarbejde, om ikke hele tiden i den løbende opdatering af et site, så i hvert fald i den indledende fase.
Derfor, mit ønske til næste version af Flash er, at man får fundet en model som både hjælper i forhold til SEO, og som samtidig tillader direkte links til under-områder i en Flash.
P.s: Jeg kender godt til named-anchors i Flash, og ja, de kan da bruges til at tillade direkte links, men de er meget udynamiske i deres struktur, og er derfor ikke brugbare på “store” sites.


