Husk at mange brugere kun har trackpad!

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2011-07-15 12:57


Skiftede sidste efterår til Magic Trackpad (hvilket i øvrigt varmt kan anbefales) og det har gjort at jeg aldrig bruger min mus på arbejdet. Derhjemme bruger jeg kun en bærbar og dermed også kun en trackpad.
En ting jeg derfor har bemærket er, at mindre Flash-spil ofte ikke fungerer ret godt på trackpad, og det tror jeg skyldes at dem der har lavet det, kun har testet på mus.

Eksempelvis kan man på Magic Trackpad lave et specielt dobbelt-klik, som bruges til at trække i ting og til drag-n-drop, men det gør det omvendt meget svært at spille et spil hvor man skal kaste noget med musepilen.
For hvor man på musen bare skal slippe knappen når man skal kaste, så skal man på trackpadden lave endnu et klik, og det vel og mærke samtidig med at man bevæger hele hånden for at få fart i det man kaster.
Det er ikke bare svært, men, alt efter hvordan spillet er programmeret, ofte umuligt.

Der findes andre eksempler hvor interaktionen kan drille på andre måder, og problemet kan naturligvis også gå modsat - at noget virker på trackpad, men ikke på mus - så rådet må være:
Test altid interaktiviteten med både mus og trackpad.

Ja, og så er der i øvrigt også de brugere som har rigtige touchdevices, og dermed ingen cursor og ingen rollover, dem må man absolut heller ikke glemme.


Creative Suite 5.5 annonceret

Kategori: Nyheder | Kommentarer (0)
Gemt: 2011-04-12 10:52


Adobe har, måske lidt overraskende, lige annonceret Creative Suite 5.5, hvilket betyder at der er opdateringer til både Flash, Flash Builder, Photoshop og alle de andre programmer i pakken.

Har været listen igennem, og jeg må tilstå at jeg godt kan forstå at den kun hedder 5.5, for jeg har ikke fundet en eneste ny feature som gør det værd at opdatere, kun en række mindre forbedringer.
Til Flash bed jeg mest mærke i muligheden for at kopiere lag, samt at mediefiler i librariet bliver pre-compile. Med andre ord, hvis man har en FLA med enormt mange lydfiler, så skal de ikke allesammen compiles hver gang man publisher, hvilket gør at den type projekter bliver markant nemmere at arbejde med.

Her er links til nye features for de forskellige programmer, så kan du måske fortælle mig om der er noget fedt jeg har overset, for ellers bruger jeg nok de $399, som en opgradering af Web Premium pakken koster, til noget andet.

Flash Catalyst
Flash Professional
Flash Builder
Photoshop Extended
Dreamweaver


Fredrik Clement er Site of the Day på FWA

Kategori: Egne projekter | Kommentarer (0)
Gemt: 2011-04-11 10:47


Eller, det vil sige, han var det i går d. 10. april: TheFWA - Photographer Fredrik Clement.

Super fedt! :-)

Blandt andet i den anledning holder vi et lille arrangement med gode cocktails i centrum af København på torsdag d. 16. april fra kl. 16.
Hvis du gerne vil med, så send mig en mail på mads@semor.dk.


Nyt Se mor! website i luften

Kategori: Egne projekter | Kommentarer (0)
Gemt: 2011-04-7 9:17


Denne historie har absolut intet med Flash at gøre, for for første gang har vi valgt at den nye version af Se mor! skulle være helt uden Flash.

Det er absolut ikke fordi vi ikke længere kan lide Flash, men ene og alene fordi HTML er kommet langt nok til, at man kan lave kreative layouts uden at skulle bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på at optimere til de forskellige browsere.

I den forbindelse var det en ekstra stor fornøjelse at lege med custom fonte i HTML, og jeg kan til formålet anbefale TypeKit - det fungerer upåklageligt og er ekstremt nemt at implementere.

Nok snak, se det, prøv det og kom meget gerne med ris og ros:
Se mor! Digital markedsføring med kant


Square colors - auto-genereret kunst

Kategori: Egne projekter | Kommentarer (1)
Gemt: 2011-03-30 13:58


Midt i en travl hverdag er det vigtigt at huske at sætte tid af til leg, for det er tit gennem leg at man får evner og ideer til nye projekter.
I sidste uge havde jeg lidt tid til netop det, og resultatet blev square colors.

Fremfor at forklare hvad det er, så klik på billedet og prøv det:
Square colors

Koden er ikke så avanceret så den er værd at gennemgå detaljeret, det der for mig har været den allervigtigste læring ved dette lille projekt er, hvor afgørende det kan være at få struktureret koden ordentligt.

Det gjorde det nemlig nemt lynhurtigt at få prøvet en masse ting af: Kun cirkler, kun firkanter, små figurer, få figurer, store figurer, forskellige farver m.m. blot ved at stille på nogle få variabler, og når man er på vej ud på dybt vand, så er en vigtig forudsætning for succes, at man kan iterere hurtigt.

Kuler
Fremfor at vælge nogle tilfældige farver selv, og dermed ende med temmelig elendig programmørgrafik, så har jeg i stedet fundet inspiration til farvetemaer på Adobe Kuler.

Den oprindelige tanke var faktisk at loade nogle random farvetemaer via deres API, men deres system har været lidt ustabilt, så derfor turde jeg i sidste ende ikke løbe an på det.

Eksport
Den bedste måde at få et resultat ud i høj kvalitet, som kan printes pænt, ville være at lave en eksport til pdf. Men, det syntes jeg var for stor en mundfuld til dette projekt, så derfor eksporterer jeg i stedet en png i den maksimale størrelse som Flash kan håndtere, nemlig et areal på 16.777.215 pixels.

Eftersom jeg har afprøvet en masse forskelligt, så har resultatet ikke altid været kvadratisk, og derfor var det en udfordring at eksportere i maksimal størrelse samtidig med at jeg bevarede dimensionerne på billedet.

Faktisk, så er det ikke så svært, medmindre man som jeg, ikke har løst en ligning med to ubekendte siden folkeskolen, så derfor fik jeg lidt hjælp til matematikforståelsen (tak Mette!), og det kom der så denne kode ud af:

var _max_pixels:Number = 16777215;
var _ratio:Number = object.width / object.height;
var _max_width:int = int(_ratio * Math.sqrt(_max_pixels / _ratio));
var _optimal_scale:Number = _max_width / object.width;

Hvis der er andre dele af projektet, som du synes det kunne være interessant at høre mere om, så smid endelig en kommentar.


FlashFirebug 2.0 - super nem Flash debugging!

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2011-03-23 14:48


Hvis du allerede bruger det populære Firefox plugin Firebug, så er FlashFirebug et must-have!

Helt kort fortalt, så giver FlashFirebug adgang til en komplet displayliste for en hvilken som helst swf-fil man ser i browseren, samt mulighed for at gå ind på hvert enkelt objekt og ændre værdier, samt adgang til alle exceptions m.m.

Og det bedste af det hele er, at det IKKE kræver at man skal implementere noget som helst i sin Flash-fil, det virker bare out-of-the-box - fantastisk!

Læs mere og hent det her:
Download FlashFirebug


Flash Decompiler Trillix - En god ven i nøden

Kategori: Diverse | Kommentarer (2)
Gemt: 2011-03-16 17:22


Flash Decompilere har et lidt blakket ry, for kan man egentlig bruge dem til andet end at stjæle andres arbejde?
Svaret er ja, det kan man, eksempelvis kan de bruges til at:

  • Genskabe en fla efter harddisken er gået ned
  • Rette en fejl i et banner som et firma, der ikke eksisterer mere, har lavet
  • Lære af andre (nogen vil måske stadig kalde det tyveri, men inspiration kan fåes mange steder fra)

Flash Decompiler Trillix
Eltima’s bud på en decompiler hedder Flash Decompiler Trillix og kan ifølge dem decompile alt hvad der er derude af Flash.

Jeg har testet den på et par af mine seneste projekter og er ganske imponeret af resultaterne. Selv et site som Fredrik Clement, der består af 3000+ liniers kode og en hel del custom klasser, decompilede den uden problemer.

Variabler og klasser bevarerede deres oprindelige navne, alle objekter, både billeder og movieclips, så fine ud. Det eneste der drillede var, at jeg oprindeligt havde eksportet som Flash Player 10 og ActionScript 3, men den fla-fil som Trillix genererede var sat til at være Flash Player 9 og ActionScript 3, hvilket gjorde at den fejlede når jeg kompilerede, da projektet bruger Vektor-klassen.
Men, set i det store billede, så er det en mindre detalje og en bug som de garanteret snart retter.

Protect from import
Flash har en funktion under Publish Settings der hedder “Protect from import”, så for en god ordens skyld publishede jeg også sådan en fil og testede.
Ligesom før kompilede den fint. Går man derefter ind og kigger i ActionScript-koden, så ser den pludselig noget anderledes ud.

Hvor der før var pæne variabelnavne, så er det hele nu blevet til loc1, loc2 etc. hvilket gør det noget sværere at læse og overskue koden.
Derudover er en masse standardfunktioner også blevet sværere at gennemskue, eksempelvis blev

var minVar:uint = 0x000000;

til

loc2.writeUnsignedInt(134610944);

Igen er det sværere at læse, men ikke helt uforståeligt.

Konklusion
Hvis du har brug for en ven i nøden, så er Flash Decompiler Trillix helt sikkert et godt bud, og man skal ikke have reddet ret mange kastanjer ud af ilden før at programmet har tjent sig selv hjem igen.

Disclaimer
Eltima har stillet en gratis version af programmet til rådighed for denne anmeldelse, men de har naturligvis ikke haft indflydelse på indholdet i den.


FLA til HTML5, mød Wallaby

Kategori: Nyheder | Kommentarer (2)
Gemt: 2011-03-9 10:54


Hvor annonceringem af Flash Player 10.3 betaen ikke havde super meget nyt under solen, så har Adobe derimod netop annonceret et nyt projekt med kodenavnet Wallaby, der helt kort fortalt går ud på at konvertere Flash til HTML5.

I første omgang er det kun webkit-baserede browsere, der understøttes, og det er kun relativt simpelt timeline animation som kan konverteres, men det er formodentlig kun begyndelsen.

Wallaby wiki fra Adobe Labs
Simpelt eksempel fra Lee Brimelow

Opdatering
Faldt lige over denne artikel på TechChrunch:
Adobe’s Wallaby Can’t Jump Very High

Kan godt lide at de i artiklen mener at Wallaby er Adobe’s endelige kapitulation til Apple og at “Everything Adobe does is designed to extend the life of its legacy Flash technology”.

Ha ha, man kan slet ikke fornemme at de generelt er rigtigt glade for Apple hos Techcrunch.


Tags: ,

Flash Player 10.3 Beta

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2011-03-8 11:38


Man må sige at der sker en masse på Flash-fronten i disse dage, forleden blev Molehill (accellereret 3D) annonceret og nu er turen så kommet til en Flash Player 10.3 beta.

Listen af nye ting er:

  • Nemmere måling af videovisninger m.m. (hvis man vel og mærke bruger Adobe SiteCatalyst)
  • Echo cancellation på mikrofonen
  • Indbygning af Flash privacy settings og local storage settings i kontrolpanelet og browseren
  • Automatisk notifikation om opdateringer på Mac OS

Alt i alt ikke noget nævneværdigt, hvis man primært bruger Flash til at lave avancerede, interaktive websites.


Bannersretningslinier fra FDIM - sikke noget makværk!

Kategori: Diverse | Kommentarer (0)
Gemt: 2011-02-28 14:46


FDIM har, i samarbejde med førende danske online medier og mediebureaer for nylig opdateret deres gennerelle retningslinier vedr. bannerannoncering.

Sjældent har jeg set et større makværk, og når man tænker på hvor vigtigt sådan et dokument kunne være for den danske online markedsføring (FDIMs medlemmer tæller blandt andet Ekstra Bladet, Politiken, TV 2 og Msn), så er jeg på samme tid både vred og skuffet.

Hvorfor? Det kan du se herunder…

Amatøragtigt layout
Normalt er layoutet for sådan en rapport temmelig ligegyldigt, det er indholdet der tæller, men i dette tilfælde er det i sig selv så amatøragtigt, at det må være en klar indikation af hvor lang tid der er blevet brugt på at lave retningslinierne.

Nogle få eksempler:

  • Utal af linier med kun 2-3 ord på, sandsynligvis fordi man har copy/pastet fra et andet dokument uden at rette linieskift.
  • Spring mellem engelsk og dansk.
  • ActionScript-kode som bare er copy/pastet og og derfor meget uoverskuelig.

Alt i alt vidner opsætningen om nogle retningslinier, der enten er hastet igennem eller bare prioriteret enormt lavt.

Regler der ikke giver mening
Her blot et par eksempler fra retningslinierne:
Bannere uden video og uden brug af ActionScript 3, må kun køre 18 frames pr. sekund, mens bannere med video og/eller ActionScript må køre 25 frames pr. sekund.
Og så er det jeg spørger mig selv: Hvorfor er der forskel?
Bannere der kører 25 fps bruger mere CPU, men det gælder både for AS2 og AS3, og tilsvarende ser både AS2 og AS3 bannere hakkende ud når de kører med 18 fps.

Et andet sted står der at “hentning af filer, som er større end tilladt filstørrelse, er kun tilladt ved mouseover eller klik”, et andet sted står der “video i bannere må max. fylde 500 kb ved load af banneret”.
Igen må jeg spørge: Hvorfor er der forskel?
Om det er grafik, lyd, video eller noget fjerde der loades, så er forbruget af båndbredde pr. KB det samme.

CPU forbrug
Noget der bliver lagt meget mere vægt på i de nye retningslinier er cpu-forbruget, og det er med god grund, for bruger et banner for meget CPU, så kan det få hele computeren til at føles langsom og, i værste fald, få den til at crashe. (NB: I denne sektion omtales Flash som “Macromedias Flash-player)

Der står derfor i retningslinierne, at medierne altid har lov til at afvise bannere, der bruger for meget CPU, og det er en rigtig god ting, men hvad er for meget?
Problemet med CPU er at man altid omtaler det i procent, men det varierer voldsomt i forhold til om man ser banneret på en ny stationær, en gammel bærbar eller måske endda en mobiltelefon.
Så, hvor meget er for meget?

Hvis kampen mod CPU virkelig skal batte noget og være til at administrere, både for udviklere og medier, så er der brug for en benchmark, en fælles standard som alle måler CPU forbruget i forhold til.

Et bud på det kunne være at alle brugte AdValidation (eller noget tilsvarende), som udover at teste forskellige andre ting i banneret også måler cpu-forbruget.
Dermed har alle mulighed for at teste på den samme maskine, og så kan man nemt sætte en fast og målbar grænse for hvornår for meget er for meget.

Under sektionen om CPU er der flere råd, heraf også flere gode, til hvordan man kan minimere forbruget af CPU’et, men et af rådene er også: Brug vektor-grafik i stedet for pixel-grafik.
Det er decideret forkert!
Vektor-grafik fylder mindre end pixel-grafik i KB, men kigger man på cpu-forbruget, så er det som oftest højere ved brug af vektor.

Forskellig kode til forskellige reklamesystemer
I indledningen står der, at et af formålene med dokumentet er, at have nogle fælles branchestandarder, så man nemmere kan udvikle bannere, der kan bruges på flere sites.

Men, hvis det er det man ønsker, hvorfor har man så kode og specifikationer med for flere bannerserveringssystemer?
En ting er de avancerede funktioner, det kan måske være svært at strømline, men at have et fælles, anbefalet clickTAG er ikke bare muligt, det burde også være et krav.

Jeg bruger selv mit eget udviklede (clickTAG i ActionScript 3), men er meget åben for alternativer - bare det virker alle steder.

Kun retningslinier, ikke standarder
Og det værste af det hele? På trods af et så langt og så kompliceret dokument, så er der kun tale om retningslinier, ikke standarder.

Hvis man vil være sikker på at få sit banner godkendt på et bestemt medie, så er man stadig nød til at få fat i deres unikke specifikationer, da de færreste følger retningslinierne på alle punkter.

Er det bare mig?
Det her er endt som et temmelig langt og temmelig surt opstød, men spørgsmålet er om det bare er mig der er en sur, gammel bannerudvikler?
Derfor så kom meget gerne med dine input i kommentarerne - hvis vi er mange der er utilfredse, så er der en meget større chance for at få ændret på tingene.

Note: Vi (Se mor!) har gennem flere år haft FDIM som fast kunde, så alt hvad der står i dette indlæg har jeg derfor oprindeligt skrevet direkte til dem, men desværre uden reaktion.